Cecilia Lindahl
Spansk politi anholdte i samarbejde med Europol 66 mennesker, alle medlemmer af en kriminel gruppe for fusk med hestekød.
Dyremishandling, dokumentfalsk, forbrydelser mod den offentlige sundhed, hvidvaskning…sådan lyder nogle af de mange anklager som gruppen nu står over for
Gruppen har ifølge myndighederne fusket med hestekød, der ikke var spiseligt. Hestene var syge og ofte medicineret, deres papirer var forfalsket og hestene blev solgt til konsum. Det forlyder, at hestene har været i meget dårlig stand, og nogle endda døde, da de ankom til slagterierne.
De anholdte har eftersigende opnåede en stor fortjeneste, da politiet har beslaglagt flere luksusbiler og ejendomme.
Kødet solgt i Europa
De spanske myndigheder undersøgte de to slagterier i det nordlige Spanien allerede i sommeren 2016 under mistanke for at slagte heste der var uegnede som fødevarer. Det viser sig nu, at det ulovlige kød er blevet solgt i store dele af Europa herunder Belgien, Frankrig, Italien, Portugal, Rumænien, Schweiz og Storbritannien.
Ifølge fødevarestyrelsen er der dog endnu ingen oplysninger om, at kødet skulle være solgt til Danmark
Men Europol mener, at sagen er forbundet med hestekødsskandalen i 2013, hvor et hollandsk selskab blev dømt for at blande hestekød i op til 50.000 tons oksekød. Dengang blev kødet ligeledes solgt i Europa herunder Danmark.
/TV2