Anna Pørtner
Riders Cup i Herlufmagle slår endnu en gang dørene op til deres fantastiske faciliteter, når de byder velkommen til Dansk Varmblods forbesigtigelse af unge hingste med henblik på udtagelse til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, der løber af stablen i marts 2025.
Dagen starter klokken 10.00 med de unge springbetonede hingste, hvor der på søndag er seks hingste tilmeldt. Her skal de først løsspringes, hvorefter de skal ses på fast bund og derefter longeres. De springbetonede hingste bedømmes af bedømmelseskommissionen for springning, som på søndag består af Signe Wiese, Johnny Hansen, Bo K. Møller og Allan Blomgren.
Der etableres en lukket løbegang sammen med løsspringningsbanen.
Efter de springbetonede hingste har været på banen, er det tid til frokost og herefter er det de dressurbetonede hingstes tur til at komme på banen. På søndag er der 12 hingste tilmeldt forbesigtigelsen på Riders Cup. De dressurbetonede hingste bedømmes af bedømmelseskommissionen for dressur, som på søndag består af Vicky Nortvig, Bjarne Nielsen, Johnny Sørensen og Rune Willum.
Der etableres en 20 x 40 meter bane med to øer. Alle hingstene vises enkeltvist løse (ca. 4 min pr. hingst).
Når en hingst fremstilles til forbesigtigelse, er der nogle regler, som hingsten skal leve op til. Hingsten skal blandt andet være fyldt 2,5 år, og opfylde nogle afstamningsmæssige krav, for at kunne blive forbesigtet. Når hingsten meldes til forbesigtigelse tjekkes det, om afstamningen opfylder reglerne for kåring af hingste. For at en afstemning kan godkendes, kræves mindst kåring i fire fulde led fra Dansk Varmblod eller tilsvarende anerkendt ridehesteavlsforbund. Derudover skal hingstens mor og mormor være kåret i DH eller DS.
Derudover skal avlshingste være fri for arvelige defekter, så hvis hingsten bliver udtaget til Hingstekåringen i Herning er det vigtigt, at den skal kunne godkendes veterinært samt være fri for arvelige defekter for at kunne opnå kåring. Det der især undersøges ved varmblodshingstene er arvelige sygdomme i kønsorganerne såsom drejede testikler, klaphingst, arvelige sygdomme i åndedrætsorganerne, f.eks. strubepibning, adfærdsforstyrrelser såsom væver eller krybbebidning samt arvelige sygdomme i lemmerne, såsom OCD.
Til sidst skal alle de hingste, der går videre til kåringen foreligge en test for FFS, som står for Fragile Foal Syndrome, som er en arvelig bindevævsdefekt. Alle hingste, der tilmeldes hingstelisten, skal være testet for FFS og bærer-status skal oplyses. Hingsten kan ikke tilmeldes, før FFS-status er kendt.
På søndag er det altså første forbesigtigelse, der finder sted på Sjælland hos Riders Cup, mens anden forbesigtigelse finder sted den 18. december i Jylland på Vilhelmsborg.
Se katalog over tilmeldte hingste her.
Se tidsplan lige her.