Nu indtager ponyerne Vilhelmsborg

25-11-2024 06:41

Efter dette års julestævner på Vilhelmsborg blev skudt i gang med et succesfuldt Christmas Show Warm Up for hest i den forgangne uge, er det nu blevet de hundredevis af ponyers tur til at indtage den smukt julepyntede ridehal

Copyright Ridehesten.com
Nu indtager ponyrytterne Vilhelmsborg, når Christmas Show Warm Up for ponyer skydes i gang senere på dagen. Her ses Christian Hald Cassøe på Graig Mhuire Ollie Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Dagene er blevet mørkere, vejret er blevet koldere og i den forgangne uge faldt vinterens første sne lige så stille i takt med, at årets første ud af fire julestævner på Vilhelmsborg, blev skudt i gang med Christmas Show Warm Up for hest. Julehyggen sænkede sig for alvor over den smukke hal, da tusindevis af heste og ryttere konkurrerede om de smukke julerosetter til årets hyggeligste juletradition. 

De sidste mange år har Danish Derby Horse Show inviteret både heste- og ponyryttere indenfor på Vilhelmsborg, hvor de over hele tre uger afholder de yderst velbesøgte julestævner. Her er der pyntet op til den helt store guldmedalje, ligesom der er julemusik i højtalerne og glade ekvipager, der nyder at skyde julen i gang på bedste vis til springstævne. Her til morgen rider de første ponyryttere på banen, når Kingsland Christmas Show Warm Up for ponyer bliver skudt i gang. 

Copyright Ridehesten.com
Der er garanti for god julestemning, når ponyerne indtager hallen. Her ses Emma-Katniss Karlog Havmand og Fire Fly. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

I dag, mandag, er der lige knap 300 antal starter, der skal igennem de velbyggede baner til årets CSWU for pony. I dag står det på opvarmningsklasser i LB1* for alle kategorier, og i morgen, tirsdag, går de første messing- og kobberture i gang, hvor der skal lige knap 400 antal starter igennem. 

I løbet af onsdag og torsdag afgøres messing- og kobbertur, ligesom der vil være åbne klasser for alle. Fredag skydes bronze- og sølvturene i gang, hvor over 400 starter er tilmeldt. I sølvturen vil det ikke kun være et flot tæppe, en Christmas Show-bamse, de flotte ærespræmier og julerosetter, der rides om. Det er nemlig også her, at den nye hestevelfærdspris, Rich Stables og Laudrup-Dufour prisen uddeles. Det gør den til den ekvipage, der gennem sølvturens kvalifikationer formår at vise exceptionel god horsemanship og harmoni, så her er der altså noget at ride om.

Copyright Ridehesten.com
Under sølvturen findes og kåres den rytter, der udviser god hestevelfærd og harmoni. Her ses Catarina Lykke Nielsen og Zoffi Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Lørdag og søndag kulminerer syv dages fantastisk ponystævne med finalen i både sølv- og guldtur, hvor dette års allersidste Warm Up-vindere skal findes og kåres. Det er også under sølvturens finale, at den nævnte pris overrækkes, så her er det altså værd at tage et smut forbi den flotte, opvarmede og julepyntede hal. 

Se stævnets start- og resultatlister her.

Copyright Ridehesten.com
Hallen er flot pyntet, opvarmet og der er julemusik i højtalerne. Her ses Liwa Kornø Andersen og Arna. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen