Britt Carlsen
For de danske ryttere er det en stor oplevelse at ride med i det femstjernede Falsterbo Horse Show, og som Kasper H. Hansen fortæller, så er mange af verdens absolut bedste ryttere til start. Det giver naturligvis også en ekstra dimension til stævnet. Holdleder Kristian Skovrider bekræfter, at han er meget tilfreds med hold-rytternes indsats og den måde deres heste sprang på i dagens Grand Prix-klasse. I morgen er det hviledag, og Kristian er ikke så ked af, at de danske ryttere ikke nåede ind i anden runde i dag. De har sparet hestene, og så er der større chance for, at de er helt klar til FEI Nations Cup på søndag.
Kasper H. Hansens Jemousin van den Dael ramte bommen på forhindring nr. 10 med bagbenene, og desværre trillede bommen ud af holderne. Det var også det eneste, som hesten var i nærheden af i dagens Grand Prix. Samme forhindring satte også en stopper for Søren Møller Rohdes håb om at gå i anden runde. Todt und Price Ask sprang særdeles engageret og fokuseret i dag, med stor kvalitet. Også Michael Aabo havde god "tur i den" i dag med Its the Senator, hesten kan være noget af en håndfuld på banen, men i dag havde Michael god kontrol over den ambitiøse hest, og de to nedslag parret fik, gav ikke et retvisende billede af, hvordan hesten sprang.
Også Martin Dinesen Neergaard fik otte fejl med Contador. Han tog en beslutning om at ride på seks galopspring til vandgraven, et mindre end de fleste. Contador sejlede over vandet, men så var der blot syv galopspring ned til et stort dobbeltspring med lodret - oxer, og på den afstand kunne Martin ikke nå at få Contador under kontrol, og det gav nedslag.
Christoffer Lindenbergs Appy Cara stoppede på forhindring nr. 3 - en stor lodret, og det fik ødelagt parrets rytme, og Christoffer red i mål med 24 fejl.
Irsk sejr
12 ryttere mødtes i anden runde, og iblandt dem hele seks svenske ryttere. Rolf-Göran Bengtsson fik nedslag på den aller første forhindring i hovedspringningen med Oak Grove's Carlyle, men han red sig ind i anden runde med en hurtig tid, da der blot var otte nulrunder i dagens Grand Prix. Et fejlfrit ridt i omspringning af Rolf standsede tiden mere end et sekund hurtigere end vindertiden, men da Rolf havde sine fire fejl med, måtte han "nøjes" med 9. pladsen.
Se resultatet HER