Cecilia Lindahl
Alle heste har orm. Spørgsmålet er bare hvor mange. Hesten kan sagtens tåle at have orm, så længe mængden ikke overskrider en vis grænse. Man må aldrig bare give hesten en ormekur uden viden om, hvor mange orm, hesten reelt har. Hvis man bare behandler alle hestene i stalden uden at kende til antallet af orm hos den enkelte hest, vil flere og flere orm udvikle resistens overfor de nuværende ormemidler på markedet. Det vil i sidste ende betyde at behandlingen af orm, hos de heste, der rent faktisk skal i behandling, vil blive ringere. Derfor skal man få lavet en analyse af en gødningsprøve fra hesten.
Hvornår tager jeg gødningsprøven?
Man skal tage højde for ormenes livscyklus, når man skal have undersøgt hesten for orm. Derfor er det bedst at få indsendt gødningsprøver til analyse i april/maj måned, når hestene skal på græs og igen ved græsningssæsonens afslutning omkring august/september/oktober måned.
I denne måneds udgave af magasinet Ridehesten kan du læse meget mere om hvad der er vigtigt, når det er ved at være tid til at tjekke hesten for orm.