Norsk rytter og dansk hest vandt CIC2* i Sverige

05-09-2016 13:48

Ved Swedish Eventing Trophy i Segersjö i weekenden var der som sådan ingen dansk deltagelse, men stævnets højeste klasse blev vundet af en danskavlet hest, der gik under norsk flag

Copyright Ridehesten.com
Hans Bauer og Præstegårdens Leopold.

Den 10-årige danskavlede hest Præstegårdens Leopold e. Londonderry/ Temple Wind xx (opdr. Kurth Carlsson) blev solgt til Norge allerede som føl og har flere gange gjort sin nu 78-årige danske avler stolt. Først da han blev udtaget til den norske hingstekåring, men i højere grad efter salget til militaryrytteren Hans Bauer, der har fejret store succeser med Leopold.

Norske Hans Bauer og Præstegårdens Leopold vandt sidste år guld ved Baltic Cup og blev fornyligt nr. 2 i en CIC2*, og i går blev det så til sejr i Swedish Eventing Trophy CIC2* Segersjö. Allerede i dressuren havde Hans og Leopold lagt sig lunt i svinget med 44,7 strafpoint (andenplads) og kunne efter suverænt bedste terrænridt sagtens tillade sig et par nedslag i ridebanespringningen. 

De vandt klassen med sammenlagt 54,7 strafpoint og med sejren fulgte en pengepræmie på 89.000 SEK til vinderen.

Præstegårdens Leopold, der har en forædlingsprocent på 62,2, har hoppen Præstegårdens Tulle som mormor, og hun er som den eneste renavlede oldenborghoppe optaget som elitehoppe i Dansk Varmblod, fortæller Leopolds opdrætter. Leopolds mor, Præstegårdens Athene, var årets føl i DOA i 1998 og blev tre år senere kåret som årets hoppe med 9 i helhed.

Se klassens resultat HER.

Læs også

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen