Grethe Næsby
For en måned siden blev gården Nedergård, hvor Nedergård Ridecenter holder til, solgt på tvangsauktion. Heldigivis har fomand Dorthe Antonsen nu fået forlænget lejekontrakten for de næste 2 år, hvorefter ejendommen vil blive sat til salg. Men på trods af en stakket frist er formanden fortrøstningsfuld: – I det store og hele kan vi godt tillade os at være tilfredse. Især fordi vi har holdt medlemstallet her i den kritiske periode, hvor vi reelt ikke vidste, hvor vi skulle være efter nytår, hvor den nuværende lejekontrakt udløber, fortæller Dorthe Antonsen til JyskeVestkysten. Et lyspunkt er, at huslejen ikke stiger, og desuden har den nye ejer lovet at udbedre de værste skader på bygningerne - huller i taget samt ødelagte porte. Også indkørsel og parkeringsplads trænger til en kærlig hånd, hvilket den nye ejer tager sig af. Derudover skal der lejes ekstra jord til sommergræs. – Vi har indtil videre fået en forlængelse på to år, og kontrakten er blevet godkendt af kommunen. Det giver lidt ro, siger Dorthe Antonsen og fortsætter: – Det er ingen hemmelighed fra den nye ejer, at han planlægger at sælge det som et byggeprojekt. Men ikke som tiderne er lige nu med finanskrisen. Så vi står stadig i den situation, at vi skal finde noget andet i løbet af et par år. Så vi har brug for alle gode kræfter til at bevare rideskolen i Jordrup eller allernærmeste omegn, slutter hun. Kilde: JyskeVestkysten