Naturoplevelser på recept i Skotland

19-03-2019 07:51

I Skotland er læger begyndt at kunne udskrive naturoplevelser til patienter med blandt andet depression og højt blodtryk

Copyright Ridehesten.com
Skotske læger kan nu udskrive naturoplevelser på recept til patienter med depression, angst og højt blodtryk.

Alle os, som har med heste at gøre på daglig basis, ved det måske godt, men nu har lægeverdenen også fået øjnene op for naturens gode egenskaber for mennesker med alvorlige lidelser som depression eller forhøjet blodtryk.

I Skotland betyder det, at lægerne som nogle af de første i U.K., kan udskrive aktiviteter så som at se på heste, fugle eller tage på lange gåture i naturen på recept til deres patienter. Naturoplevelser på recept sker sammen med den konventionelle behandling, fortæller BBC.

Patienterne, der kan få naturoplevelser på recept, tæller blandt andet dem, der har forhøjet blodtryk og angst, men også patienter med diabetes, stress og hjertekarsygdom kan få naturoplevelser på recept, da man mener, at ophold i naturen kan være med til at skabe mere glæde.

De videnskabelige belæg for, at naturoplevelser er gode for helbredet er mange, og de dækker både de fysiskee og mentale aspekter af den menneskelige krop og psyke. Blandt andet viser forskningen, at hvis man dagligt bruger 90 minutter udendørs i et skovområde, vil aktiviteten i den del af hjernen, som typisk sammenkobles med depression falde. Derfor er den positive påvirkning af dit rytterhelbred, når du rider ude i naturen, endnu et godt argument for, at vi ryttere med fordel kan ride og træne vores heste udendørs, når det kan lade sig gøre. 

Tid i naturen reducerer dog ikke kun forhøjet blodtryk og angst, men reducerer også aggression, ADHD-symptomer, forbedrer smertekontrol, immunsystemet – og der er fortsat meget mere, som forskerne ikke ved endnu.

Derudover er det også velkendt, at jævnlig fysisk aktivitet er med til at reducere risikoen for hjertekarsygdom, slagtilfælde, diabetes, kræft, depression, angst og søvnproblemer. Derfor er der nok ikke så meget at tænke over – se at komme ud og sadle op.

Du kan læse mere om natur på recept HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner