Nations Cup dag i Falsterbo

08-07-2016 09:05

Britt Carlsen

I dag er Nations Cup dag ved det internationale stævne Falsterbo Horse Show - dressurrytterne åbner dagen her til formiddag mens Furusiya FEI Nations Cup starter på springbanen i eftermiddag

FEI Nations Cup i dressur begynder her til morgen kl. 9.30 med et dansk hold til start. Der er deltagelse fra Holland, Rusland, Sverige, Tyskland og Danmark i denne holdkonkurrence. Det danske hold består af Helene Melsen/Aston Martin, som er først ude kl. 9.48, Lena Leschly Aamann og Gørklintgårds Fanero har start kl. 10.33, mens Rikke Svane er sidst ude for Danmark med Finckenstein TsF kl. 11.46.

Finalen i 5-års springchampionatet begynder kl. 12.20 med den danskejede Balouca Balouca e. Baloubet de Rouet/ Parco (opdr. Anette Grønbæk) og ejet af Preben Grønbæk  som første hest i mesterskabet, der har 24 ekvipager til start og blandt dem også danske Mille Bisgaard og Engerudsgaard Cezanne e. Balou du Rouet/ Lucky Light (opdr. Lotte Holm).

Samtidig på dressurbanen afvikles U25 Grand Prix med Anna Zibrandtsen/rentino og Nanna Skodborg MerraldTTraneenggaards Akondo på startlisten. Sideløbende med Nations Cup springningen på springstadion afvikles Gina tricot Future Elite med Laura Hviid/Schambuca Sølyst og Pernille Pihlborg/Hølgaards Armani på dressurstadion. 

Furusiyya FEI Nations Cup er den 6. afdeling af denne holdkonkurrence i første division, da Danmark rider i anden division, har vi ikke et hold til start i Falsterbo i eftermiddag. Lodtrækning blev som følger: England, Irland, Tjekkiet, Sverige, Holland, Schweiz, Brasilien, Tyskland. Der er stærke internationale ryttere til start fra samtlige nationer, men interessen samler sig om hollænderne, hvor Gerco Schröder starter Glock's London NOP, som han vandt OL sølv på i London. Hesten har været ude af konkurrence gennem længere tid, men er til start i Falsterbo, hvor parret skal vise formen for holdleder Rob Ehrens inden udtagelsen til OL i Rio. Det samme skal den regerende Europa- og Verdensmester Jeroen Dubbeldam - SFN Zenith NOP kæmper lidt med sine nerver i konkurrence, og det gav sig bl.a. udslag i, at hesten stoppede på opvarmningen her i Falsterbo, og Dubbeldam faldt af. 

Svenskerne stiller også i stærk opstilling her i Falsterbo med Rolf-Göran Bengtsson og Unita Ask på holdet, og på det brasilianske hold rider Rodrigo Pessoa og Doda de Miranda.

Det bliver igen en spændende dag ved Falsterbo Horse Show, følg resultaterne her. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner