Natasha Tang og Toftegaardens Gladys Knight til UVM

10-09-2024 12:14

På det danske hold for 5-års hestene, der skal til UVM i Zangersheide, er Natasha Tang Kaspersen og Toftegaardens Galdys Knight nu rykket op som en del af truppen. Det sker efter Danmark har fået mulighed for at udvide truppen 

Copyright Ridehesten.com
Natasha Tang Kaspersen og Toftegaardens Gladys Knight har fået et wildcard, og skal dermed til UVM i Zangersheide. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

En stærk trup af unge heste og deres ryttere drager til Zangersheide i Belgien fra den 18. - 22. september for at deltage i UVM for springhestene. I august offentliggjorde Dansk Varmblod de heste og ryttere, der er udtaget til at deltage ved UVM. I går kunne Natasha Tang Kaspersen, der var første-reserve, så glæde sig over en plads på holdet. Nu skal hun og hjemmeavlede Toftegaardens Gladys Knight e. Godsend du Reverdy/ Quijote nemlig til Zangersheide med resten af de danske ekvipager, efter Danmark fik mulighed for at udvide truppen. 

Toftegaardens Gladys Knight er en helt speciel hest for familien. Det er nemlig Natashas mor, Miriam Tang Kaspersen, der har avlet hoppen. Det betyder også, at Natasha selv har stået for uddannelsen af Gladys Knight til der, hvor hun er i dag. 

Vi synes jo alle herhjemme, at det er mega stort selv at lave en hest, der kan gå UVM. Det er jo kun de bedste heste, der er med der, så det er virkelig stort. Hun betyder rigtig meget for mig, og for hele familien, fortæller Natasha om den store oplevelse, der står parret for døren. 

Copyright Ridehesten.com
Natasha har selv uddannet hoppen til der, hvor hun er i dag. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Natasha er en ambitiøs ung rytter, der foruden at være på det danske landshold for ungryttere, har deltaget ved flere danmarksmesterskaber, nordiske mesterskaber og nationsspringninger. Derfor var målet også helt klart, da Natasha startede uddannelsen af den nu 5-årige hoppe:

Målet og drømmen har hele tiden været, at jeg gerne ville ride UVM på hende. Efter unghestechampionatet i Herning i år, kunne jeg hurtigt fornemme, at hun havde kapaciteten og ikke mindst hovedet på plads til sådan en stor opgave. Hun er virkelig en hest, der altid har ja-hatten på, og det er en fornøjelse at arbejde med hende, fortæller Natasha om samarbejdet mellem hende og Gladys Knight. 

Med mindre end otte dage til at det hele går løs, er der god grund til at glæde sig: – Jeg glæder mig virkelig til at komme afsted. Det er måske første og eneste gang vi får chancen, så det er virkelig stort for os alle, og hele familien er så taknemmelige for at få de her oplevelser med en hest, vi selv har avlet, afslutter Natasha. 

Resten af listen over de udtagede ungheste, der skal til UVM i Zangersheide og/eller Valkenswaard i Holland kan ses her. 

Copyright Ridehesten.com
Toftegaardens Gladys Knight er avlet af Natashas mor. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner