Nanna - årets JBK-talent!

18-10-2008 10:25

Britt Carlsen

For første gang nogensinde uddeles JBK's nye pris - JBK Horse Shows Talentpris i forbindelse med stævnet i Odense. Den tilfaldt Nanna Skodborg Merrald

JBK Horse Shows Talentpris gives til en rytter, som har udmærket sig ekstraordinært via sit talent i dressur eller spring i løbet af året. Valget har næppe været nemt for komiteen bestående af landstrænerne for pony, junior og ungryttere, en repræsentant fra JBK Horse Shows samt Dansk Ride Forbunds sportschef. Især fordi der nærmest er blevet sat rekord, hvad angår medaljer og flotte resultater ved blandt andet Nordisk Mesterskab og Europamesterskaberne. Men én skilte sig ud fra mængden. Det var pony-rytteren Nanna Skodborg Merrald fra Hvalsø Rideklub. Nanna har sammen med kat. I-ponyen Centrum leveret flotte resultater på et højt niveau hele året i gennem. Af de mange resultater kan blandt andet nævnes individuelt guld ved Nordiske Mesterskab, bronze for hold ved Europamesterskaberne samt vinder af DRF Mesterskabet for kat. I-ponyer. Nanna har også været i ilden ved JBK Horse Shows, hvor hun vandt ponyernes Kür med hele 74,35 procent fredag formiddag. Foruden hendes mange resultater er Nanna også valgt på grund af hendes gode holdmentalitet. Prisen blev overrakt af Nathalie zu Sayn Wittgenstein, Jens Trabjerg fra JBK Horse Shows samt Trine Kastrup fra KIA Motors, som sponsorerer prisen. Med prisen følger også en check på 15.000 kr., som Nanna kan bruge på at videreudvikle sit talent gennem f.eks. træningsophold.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner