Annika Knudsen Lorentsen
Alle tre ponykategorier kunne i går deltage i Mustang Cup hos Sportsrideklubben i de flotte omgivelser i Bernstorffsparken.
I kategori III-ponyerne cup-klasse var der otte ekvipager til start og bedst af dem var Emily Lee Vestergaard med Salsmoses Princess e. Firhøjs Papageno/ Møllegårds Sinalco (opdr. Salsmose Ridecenter I/S). Ekvipagen blev belønnet med flotte 9,3 i stilkarakter af stildommer Hanne Ericsson.
Hos kategori II-ponyerne blev det Josefine Søgaard Schrøder med Fjordglimt Mr. George e. Maylie Selwyn/ Menai Cadernid (opdr. Helle og Jakob K. Larsen) der tog sejren med 9 i stilkarakter.
– Min pony gør drømme til virkelighed, fortæller Josefine i et opslag på sin Instagram efter hun i går vandt to førstepladser.
Hos kategori I-ponyerne blev den højeste stilkarakter uddelt, for her modtog Mille Marie Menzfeld Jensen med Nicolas Cage hele 9,5 for sit ridt, og dermed tog hun sejren ud af 15 ekvipager.
Mustang Cup er en turnering for ponyrspringryttere, som er åben for max. rytterkategori 4. Der rides en række kvalifikationsstævner, heriblandt dette i Bernstorffsparken, og herefter får de 15 bedste på landsplan adgang til finalen i hver ponykategori. Weekendens stævne arrangeret af Sportsrideklubben var årets andet kvalifikationsstævne, og der venter yderligere 11 stævner sommeren over, hvor rytterne kan hente point.