Charlotte Berwald
Med 12 deltagere i finalen for kat. 3 og 15 for både kat. 2 og 1, udover et distriktsstævne, har Silkeborg Rideklub om nogen hænderne fulde denne weekend. Finalisterne har dystet om de eftertragtede pladser gennem hele udendørssæsonen i den landsdækkende turnering.
– Det er en fed cup, fordi den kræver at man skal holde formen over en hel sæson. Samtidig er det godt det er stilspring, for det er så vigtigt at de unge ryttere lægger mere vægt på teknik, siger Alice Sabroe Søndergaard, mor til Caroline der deltager i weekendens finale.
Brug for flere store stævner på C-niveau
Mustang Cup rides som stilspring og kvalifikationerne afvikles i LA2** og MB1*. Hvis en rytter deltager ved DM, kan de ikke længere deltage i finalen og på den måde henvender denne cup sig primært til de ryttere, der rider distriktsstævner og så småt begynder at banke på til de større stævner. - Vi har brug for flere turneringer som denne her, så de unge ryttere kan blive ved med at udvikle sig. Og hvor er det dog fantastisk at de har fået en dommerduo som Ulrik [Kjær, red.] og Johnny [Hansen, red.] til at stille op! Mustang Cup har været højt på vores ønskeliste i mange år og vi er så glade for at være med til stævnet i Silkeborg, udtaler Alice.
Masser af starter i Silkeborg
Udover Mustang Cup byder weekenden også på masser af starter til distriksstævnet i Silkeborg. Her afvikles der klasser fra LC til MA1*.
Held og lykke til finalisterne og vi krydser fingre for et brag af en finale.