Morsø besat af hundredvis af heste og ponyer

13-05-2010 21:22

Malene Reismer Vestergaard

Så er førstedagen på det store distriktsstævne på Morsø overstået, og sikke en dag. Det blev både til en smule regn, lidt tårer, megen glæde, godt sammenhold og store klapsalver omkring ridebanerne

Traditionen tro er det enorme Morsø ridestævne blevet skudt i gang i dag og det slutter ikke før på søndag. Hundredvis af heste og ponyer er med deres ryttere og familie valfartet til Mors for at ride distriktsstævne spring og dressur. Der rides på ikke mindre en 6 baner ad gangen, 4 dressurbaner og 2 springbaner, så der er hele tiden noget at se på for publikum, når altså bare at man er rigtig klædt på. Ja, for rigtig forårsvejr, kan man ikke ligefrem sige at det var i dag, hvor det startede med en smule regn og resten af dagen var det bare gråt og ikke ret varmt. Når solen ikke kunne komme frem fra sit skjul og sprede varme, så varmede det til gengæld godt om hjertet at se, hvordan der blev klappet og heppet på de mange ryttere. Flere rideklubber er taget til ridestævne i store grupper, og det gør det jo selvfølgelig ekstra hyggeligt, når man er mange sammen. Eftersom der rides på 6 baner, bliver der også afviklet mange forskellige klasser, så niveauet er vidt spredt blandt rytterne - der er de der er garvede som springer højt eller rider dressur med høj hat, og så er der de ekvipager, som måske er af sted til stævne for første gang. Heldigvis er der plads til alle, men det er ikke altid nemt når man rider stævne for første gang, så for enkelte blev det også til en lille tåre eller to. Men alt i alt blev førstedagen en god start på Kristi Himmelfartsstævnet og i morgen lover de heldigvis tørvejr - forhåbentlig.

Ridehestens fotografer er med alle dagene og fra i næste uge kan du se alle billederne fra Morsø stævnet her på siden

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner