Trine Askjær-Jørgensen
Ved årsskiftet kom der ny distributør på magasinet Ridehesten, som nu leveres af firmaet FK Distribution.
Som udgangspunkt medfører det ikke den store ændring for dig som abonnent, uanset om det er direkte på magasinet gennem Mediehuset Wiegaarden, som udgiver bladet, eller gennem medlemskab af Dansk Varmblod eller Sportsrideklubben.
Bladet vil forsat blive leveret i en beskyttende folie, men der vil ikke være adresse på som tidligere. Det bliver omdelt til rør eller brevkasse efter de gængse postregler i Danmark – se mere i faktaboksen nedenfor. Skal bladet leveres i et rør, og har du ikke et sådant i forvejen, kontakter FK Distribution dig for opsætning.
Bliver dit blad ikke leveret?
I hvert nummer af magasinet står der, hvornår det næste nummer omdeles. Modtager du mod forventning ikke dit blad senest 2-3 dage efter denne dato, skal du indsende en reklamation hurtigst muligt og senest 14 dage efter omdelingsdatoen. Bruger du reklamationslinket udenfor de 14 dage, vil du få at vide, at der ikke er omdeling på adressen.
Du indsender reklamation ved at udfylde skemaet her. Genomdeling kan tage op til 7 dage.
Alternativt kan du kontakte vores abonnementsafdeling på mail: abb@wiegaarden.dk eller ringe på tlf. 20 24 29 22 mellem kl. 8.00 og 15.00 på alle hverdage.
Husk på, at du som abonnent på magasinet Ridehesten altid kan læse det digitale magasin fra den 1. i måneden. Mens du venter på dit nye magasin, kan du altså allerede gå ind og læse det.
Særligt hvis du bor i en landzone, skal du være opmærksom på brevkassens placering. Siden den 1. januar 2025 har det nemlig været et krav, at brevkasser ved landejendomme skal være opstillet ved indkørslen fra den offentlige vej eller private fællesvej.
Brevkasse skal placeres, så breve eller andet let kan afleveres i den. Afstanden mellem brevindkastets underkant og terræn, fortov eller vej skal være mindst 100 cm og højest 120 cm. Brevkassen skal være synlig og forsynet med tydeligt navneskilt.
Hvis brevkassen ikke står korrekt, er postvirksomhederne ikke forpligtet til at aflevere posten, og som ejer af en landejendom kan man desuden risikere en bøde for manglende efterlevelse af reglen.