For fire år siden var min søster og jeg ovre for at se finalen i dressur ved de Olympiske Lege i London. Lige fra da vi ankom i lufthavnen stod der frivillige med olympiske bluser på klar til at hjælpe os så sikkert som muligt ind i en af Europas største byer. På vej ud til arenaen i Greenwich husker jeg hvordan der stod smilende frivillige i undergrunden for at hjælpe to lyshårede (læs: vi følte os som blondiner) det rette sted hen, og var vi for mange mennesker i kø til at vise billet ind til undergrundstoget, så åbnede politiet bare op sådan at ingen behøvede at vise billetter og det hele gled lidt nemmere. Jeg tænkte: ”kan det virkelig passe at det forløber så nemt?”. Da vi gik forbi Hans Peter Minderhoud, og så hvordan han kunne sidde i fred og ro på en fortovscafé inden dagens konkurrence, blev jeg endnu mere fascineret af eventet. På vejen og inde til konkurrencen var tilskuere klædt i alle mulige farver alt efter nation, selv min søster og jeg havde fundet en rigtig fanbluse med danske flag på. Stemningen var fantastisk. Politiets tillid, Minderhouds hyggelige stund, stemningen og ikke mindst de frivilliges hjælpsomhed affødte fornemmelsen af en verden, der stod sammen for at få dette event til at gå op i en højere enhed. Det hele foregik så professionelt i mine tilskuerøjne.

To år senere, en sommerdag i 2014 faldt min veninde over et opslag ”Bliv frivillig ved OL”, stod der. Vi greb chancen og søgte. Herefter gik det stærkt. Og så alligevel rigtig langsomt. 

Læs hele Annes historie i juli-nummeret af magasinet Ridehesten. Hvis ikke du allerede modtager bladet, kan du lige nu bestille abonnement og få juli-nummeret med helt gratis! Bestil Ridehesten lige HER.