Maja Hach
Mikkel Jørgensen, en ildsjæl i militarysporten
En af mine sparingspartnere er min terræntræner, Mikkel Jørgensen fra Stald Jørgensen i Kalundborg. Mikkel er en gammel hund i gamet, både som rytter, træner for mange dygtige ryttere, erfaren terrænbanebygger på hans egen flotte terrænbane i Kalundborg, og så er han en ildsjæl for militarysporten og far til sønnerne Tobias og Benjamin som begge har flotte militaryresultater i bagagen.
Jeg har stillet Mikkel nogle spørgsmål om, hvad man kan forvente møde når man rykker op i 3* military:
Mikkel siger, ”Det er svært endegyldigt at give opskriften på, hvordan man lykkedes med at rykke op i 3*. Jeg føler jeg er heldig, fordi jeg har set og hjulpet, mange forskellige ekvipager op i et nyt niveau. Der er forskellig baggrund og rytteruddannelse bag de fleste ryttere i militarysporten og dermed er det meget forskelligt hvordan den enkelte rytter får det administreret og lykkes med det”.
Mikkel fortæller at, første spørgsmål man som rytter må stille sig selv, før man planlægger at rykke et niveau op, er om hesten kan indfri de krav og forventninger der stilles på næste niveau. Fælles for alle ekvipager, som ønsker at rykke op til 3* er at man skal forvente at investere mange kræfter, tid og planlægning for at gøre det succesfuldt. For de fleste vil det typisk tage minimum en fuld sæson på 2* niveau mens man samtidig i træningen forbereder sig på 3* før man er klar til at konkurrere på niveauet. Mikkel lægger vægt på at rytteren kender fordringerne, herunder også forstår hvilke krav der stilles til hestens kondition. Han siger: ”Hvis man kigger på det helt simpelt, så er det gode råd, at ligegyldigt om man rykker til 3* eller om man rykker fra 90 til 100, så skal man være sig det bevidst, hvilke fordringer, der venter i alle discipliner. Glem ikke at man også må øve sig rettidigt på de øgede krav der stilles i dressur og springprøven”. I dressuren gælder det nemlig ikke kun om at læse og huske dressurprogrammet, men også om forstå, hvad det er der forventes som står i anvisningerne. Mikkel uddyber: ”I 3* program stilles der f.eks. krav til samling i gangarterne og det tager tid at styrke hesten til det. I ridebanespringningen er det ikke nok kun kende og øve højden på forhindringerne, man skal også vide hvad man kan forvente af teknisk sværhed, linjer, tempo og forhindringstyper, som fx 3-kombinationer, som man typisk vil møde i 3*”.
Om terrænprøven forklarer Mikkel: ”Når man gør sig klar til 3* terræn, kan de fleste godt forholde sig til at forhindringerne bliver større, at gennemslaget bliver højere og landingen dybere og der kommer mere vand. Men alle kan gøre sig en tjeneste, ved at prøve at forstå banebyggerens opgave. Banebyggerens opgave og forpligtigelse er altid, at han må og skal sørge for at klæde hest og rytter på til næste niveau, hvilket når vi taler 3* er at ride 4*, som jo er det niveau de store og tunge mesterskaber ligger i. Når man rider en 3* international konkurrence som DM er, så vil man ride med andre ryttere, der har redet flere 3*, som måske mangler den sidste kvalifikation for at rykke op i 4*. Det betyder, at man i 3* må forvente at møde teknisk vanskelige forhindringer i max størrelse og man møder dem på mere teknisk svært grundlag. Man må absolut forvente at møde grøfter med palisade væg bagved og man vil typisk møde en stor kasse til smal på 3-4 galopspring, uden støtte på siderne på den smalle. Vi ser ofte en stor forhindring direkte ind til vand og hvis banebyggeren har plads nok i vandkomplekset, vil der typisk være et spring i vandet eller alternativt lige op af vandet. Forhindringerne står relativt skråt, man møder både de skrå og de smalle lidt ned af bakke, svingene bliver stejlere og forhindringerne kommer hurtigere efter hinanden, samt at forhindringerne kan være placeret således, at hesten i tilridningen kan have svært ved at vurdere, hvad den lander på efter forhindringen, eller den ikke kan vurdere i tilridningen til A-elementet, at der kommer et B-C og måske D-element, så springene kommer ret tjept”.
I mine ører lyder det her som et godt råd, altså at forstå fordringerne og træne derefter. Derfor spurgte jeg Mikkel om jeg er godt nok klædt på til at ride 3*, med de 2* konkurrencer jeg har deltaget i hen over sommeren. Han svarede: ”Det er du. Det handler om at ride stævner på rette niveau, før man fx debutere på et nyt niveau”. Han forklarer at niveauet forventeligt er sværere i slutningen af sæsonen og ved mesterskaber. Jeg har derfor gjort mig mine egene tanker om at gen-debutere i 3* i en mesterskabsklasse til et internationalt stævne. Jeg er velovervejet kommet frem til at sådan er det bare, der afholdes ikke nationale konkurrencer i 3* i Danmark, jeg har trænet på niveauet hele sæsonen. Jeg er klar.
Tak til Mikkel for dele sin viden. I næste afsnit vil jeg b.la. komme ind på hvordan jeg sammenkobler mentaltræning og øvelse af dressurprogrammer hjemme i sofaen.
De bedste hilsner,
Maja
