– Jeg er stolt af, at egen avl går så godt i sporten

30-04-2021 15:05

Annika Knudsen Lorentsen

Vivan Ryslinge er militaryrytter, dyrlæge og avler, og hun har stor succes med at få de afkom hun avler ud på konkurrencebanerne, og i sidste weekend var hun selv til start på 4 unge heste af egen avl

Copyright Ridehesten.com
Eventer De Vision og Vivan Ryslinge. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

I sidste weekend var 48-årige Vivan Ryslinge til stat med intet mindre end fire hjemmeavlede heste ved militarystævnet hos Haslev Køre- og Rideforening. Egentligt er avl kun en hobby for Vivan, for til daglig arbejder hun som dyrlæge i egen praksis. 

– Det er jo helt fantastisk at opleve når mit hårde arbejde med at uddanne og træne mine heste kulminerer i gode præstationer til stævnerne, fortæller Vivan, som i Haslev blandt andet red en sejr hjem på den 6-årige Eventer De Vision e. Escapology T/Ulrich Z (opdr. Vivan Ryslinge).

Bruger mange timer med hestene
Det kræver mange timer at ride og uddanne hestene, og derfor bruger Vivan også mange timer, hver eneste dag, på ryggen af sine heste. 

– Jeg bruger vel tre til fire timer om dagen på hesteryg. Jeg elsker min sport, og de oplevelser, som den giver. Lige nu sker der jo ikke så meget, på grund af corona og herpes, men sammenholdet og kammeratskabet hos militaryrytterne er unikt, da vi jo normalvis tilbringer mange dage sammen på stævnepladserne. 

Copyright Ridehesten.com
Kapow De Vision og Vivan Ryslinge. Foto: Privat

Flotte præstationer
Det er ikke kun de unge hjemmeavlede heste, der klarer sig godt. For den 11-årige hoppe Continue De Vision e. Contendro I/Miner's Lamp xx (opdr. Vivan Ryslinge) er blandt nogle af de ældre afkom, som virkelig klarer sig godt. 

– Jeg er meget stolt af, at Continue De Vision, som er på vej til at kvalificere sig til OL sammen med en af Danmarks bedste militaryryttere, Mia Hastrup. 

Vivan har selv stadig helsøsteren til Continue, nemlig den 12-årige Diva De Vision e. Contendro I/Miner's Lanp xx (opdr. Vivan Ryslinge), som er hende tophest, og som går på højt niveau i sporten. Den helt store drøm er at få flere heste op på 3- og 4-stjernet niveau. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg har jo også selv ambitioner i sporten, og det gælder om hele tiden at have nye talenter på vej. Jeg har min tophest Diva De Vision, og hun har godt nok mange år tilbage i sporten, men jeg tror det kræver 2-3 heste på det niveau, for at være sikker på, at man kan være med til de store stævner kontinuerligt. 

Copyright Ridehesten.com
Kashine De Vision og Vivan Ryslinge. Foto: Privat

Vivans fremtidsplaner
Der er ingen tvivl om, at Vivan gerne vil ride med hvor det er sjovt, og hendes ambition er at uddanne egne heste til et højt niveau. 

– Planen for i år er at kvalificere 8-årige Kapaw De Vision til 2-stjernet niveau, så han kan komme med Diva og jeg rundt til internationale stævner i Europa. Hans næste opgave er en 1-stjernet Intro ved stævnet i Kalundborg om 14 dage, forklarer Vivan og fortsætter:

– Eventer De Vision e. Escapology T/Ulrich Z og Kashine De Vision , som begge er 6 år, skal gå CNC100, mens 6-årige Emily De Vision e. Escapology T/Miner's Lamp xx, som gik sit kun andet stævne i Haslev, får en tur mere i CNC90. Diva skal også starte i Kalundborg, hvor hun skal gå den internationale 3-stjernede klasse, så jeg skal afsted med 5 hjemmeavlede heste næste gang. 

Copyright Ridehesten.com
Diva De Vision og Vivan Ryslinge. Foto: Privat

Et godt team
For at alt dette kan lade sig gøre for Vivan, kræver det, at hun har et godt team omkring sig, som kan hjælpe hende. 

– Det er enormt vigtigt at have et godt team, der både hjælper og bakker op. Jeg kan ikke nå så mange heste til stævne medmindre, jeg har nogen til at sadle op og så videre. Der er min kæreste Jørn en enorm støtte i det daglige, og min gode veninde Dorthe hjalp mig med at sadle op og af, og gøre hestene klar til stævnet i Haslev, forklarer Vivan, og fortsætter:

– Jeg håber selvfølgelig også, at der er andre ryttere, der ser talentet, og som måske kunne være interesseret i at købe nogle af dem. Jeg har mega stolt det år, hvor der var tre De Vision heste i top-10 på militaryranglisten. Det var en kæmpe motivation til at fortsætte det hårde arbejde. 

Copyright Ridehesten.com
Emily De Vision og Vivan Ryslinge. Foto: Privat

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner