Thomas Bach Jensen
- Han er stadig frisk som en havørn og har endnu aldrig haft en sygedag. Han nyder fortsat sit otium i fulde drag med 3-4 timer på græsfold hver dag, fortæller Michellinos ejer Niels Grøndahl, Støvring Hingstedepot.
KWPN-hingsten Michellino DVE 542 e. Michelangelo/ Ulft blev importeret af Per Vintersbølle, Stald Birkelund i Års, og blev første gang fremstillet ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning for 22 år siden. Han målte blot 164 cm stg., og fik ikke desto mindre et 9-tal for type.
Den udtryksfulde hingst var fra første sæson populær hos avlerne, og han har nu 1137 afkom registreret i Hestedata. Hans første årgang født i 1995 tæller bl.a. Grand Prix-hestene Zalmiak Firfod, Mistral Højris, Milan, Mitchell Imhof og Minør.
På sine ældre dage flyttede Michellino til Støvring Hingstedepot for at fortsætte sin avlstjeneste her. De seneste år har han dog ikke været frugtbar, men hans mange succesfulde afkom har sikret, at han fortsat figurerer blandt verdens førende dressurhingste. Michellino ligger nr. 5 på WBFSH's 2015 rangliste over dressurhingste.
Listen af Michellino-afkom i international Grand Prix er lang, og blandt de højstrangerende i verdenseliten er heste som My Lady, Smeyers Molberg, Mane Stream Hotmail, Alina, Hedelunds Mefisto, Michigan, Marron, Elmegårdens Marquis.