Marie Helene Rigård Rohleder
Denne artikel er første gang blevet udgivet i Ridehesten november-nummeret 2020.
Det er dig og mig. Os to mod verden. Det er den følelse af holdånd, som du skal sende dit barn op på hesten med. Det fortæller sportspsykologisk konsulent Janne Mortensen. Hun har siden 2010 arbejdet fuldtid med talentudvikling i sit firma Mental Motion, som også samarbejder med Dansk Ride Forbund.
– Som rytterforældre er man tvunget til at forholde sig til barnets sport i en mere udpræget grad end andre sportsgrene, fordi barnet har at gøre med et stort dyr, som det ikke kan varetage på egen hånd. En pony skal plejes, transporteres og passes på, og det er forældrene nødt til at være en del af, siger Janne Mortensen.
Hun mener, at rytterforældre kan noget ganske særligt, fordi de på et tidligt tidspunkt bliver en større del af barnets sport end ved for eksempel fodbold, hvor man konkurrerer med et hold. Det sætter naturligvis større krav til de omtalte ponymødre og ponyfædre, hvis barnet har lyst til at dyrke sin sport på et seriøst plan.
Tag snakken
– Jeg anbefaler, at man tidligt taler med sit barn om rollefordeling. Hvad vil barnet gerne have, at mor og far skal sørge for? Hvilke forventninger har vi til hinanden? På den måde lærer barnet evnen og modet til at række ud efter hjælp, og man giver sit barn en følelse af, at i vores familie er vi et team, hvor alles stemmer gør sig gældende, siger Janne Mortensen.
Hun oplever ofte, at når denne snak ikke tages, kommer forældrene til at agere ud fra, hvad de selv synes er det bedste, og det giver barnet en følelse af manglende tillid fra forældrene.
– Når forældrene glemmer at spørge barnet om, hvad det har brug for, så kan det resultere i uselvstændige børn, som ikke kan sige fra eller til, fordi deres forældre altid har stået ved roret, siger Janne Mortensen.
Når barnet skridter slukøret af banen efter et ridt, hvor hverken trav- eller galopprogrammet gik som det skulle, reagerer mange forældre ofte instinktivt på deres følelser. Det kan komme til udtryk med bemærkningen ”Bare op på hesten igen”, eller en alt for bestemt gang hen mod dommertårnet klar med et par skarpe kommentarer til dommeren.
– Lad barnet få ro på sine følelser og plads til selv at evaluere dagens ridt, før du siger noget. Når man står på sidelinjen, ligger den ypperligste opgave i at kunne tilsidesætte sine egne følelser, også selvom man kommer under pres, i takt med at man ser sit barn være presset. Det er helt naturligt, men forsøg at lade være med at overdynge barnet med spørgsmål og kommentarer, og spørg i stedet om, hvad kan jeg gøre for dig, siger Janne Mortensen.
Et spejl for barnet
Det er ikke altid let at leve på sidelinjen. Nogle gange kan egne ambitioner eller drømme overskygge barnets, eller barnet kan stille urimelige krav til dig som forælder, så man til sidst mere føler sig som tjenestepige end som mor og far.
– Hvis du oplever at blive talt hårdt til eller kommanderet med, så er det måske tid til at have en snak om rollefordeling og forventninger. Så kan I blive afklaret om, hvem der står for hvad. Måske har du i en periode kommet til at gøre for meget, så dit barn tager det for givet? Det kan resultere i diskussioner, misforståelser og dårlig stemning, når du så i situationen bliver vred over, at dit barn ikke kan gøre ting selv. Det er okay som forælder at sætte rammen for, hvad dit barn skal kunne klare selv, siger Janne Mortensen.
– Som sportsforælder er samtalen det vigtigste redskab, som du kan hente op af træningstasken. Tal om problemerne, før de bliver altoverskyggende, og vær ærlig omkring dine egne og dit barns forventninger, ambitioner og følelser. Så skaber man sammen det bedste liv på sidelinjen, siger Janne Mortensen.
Denne artikel er første gang blevet udgivet i Ridehesten november-nummeret 2020. Du kan logge ind på Ridehestens E-magasin HER (hvis du har abonnement) og læse hele artiklen.
