Masser af topføl i dressurkollektionen

20-08-2018 06:19
Avl

Når 65 kvalitetsføl lørdag aften kommer under hammeren på Dansk Varmblods Elitefølauktion, er de 44 af dressurafstamning, og man kan blive ved med at fremhæve det ene lovende føl efter det andet

Copyright Ridehesten.com
409 Ellegaardens Fabergé.
Nyheden fortsætter efter annoncen

På lørdag aften den 25. august ved Dansk Varmblods KRAFTT Eliteskue på Vilhelmsborg vil 65 fremtidige topheste blive udbudt til salg på Elitefølauktionen, hvor enhver vil kunne finde sit drømmeføl, uanset om man går efter dressur- eller springbetonede føl.

Vi bliver ved med at finde særdeles lovende føl i kollektionen og fremhæver i dag særligt fire dressurbetonede føl, som fra lørdag aften forhåbentligt finder nye ejere, der en dag kan udvikle deres store potentiale.

Følskuevinderen, hingsteføllet Ellegaardens Fabergé, repræsenterer stærkt hollandsk dressurblod igennem Ferro, Flemmingh og Michellino og er et føl, man på ingen måde kan overse. Han besidder til overmål udstråling og charme og bevæger sig energisk med særdeles god takt og bæring. Særlig travbevægelsen har masser af afskub og sving.

Copyright Ridehesten.com
412 Miss Valzing Zhades.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det yderst velgående og meget vellinjerede hoppeføl, Miss Valzing Zhades, er efter den vestfalske fløjhingst og vinder af det vestfalske dressurchampionat for 4-års, Valverde. På morsiden finder vi de to Grand Prix-hesteproducenter, Blue Hors Zack og Michellino, hvoraf Blue Hors Zack selv har en glorværdig sportskarriere. Moderen blev i sin tid selv solgt på elitefølauktionen og er mor til hingsteføllet T-Hawk Axe, som også var et succesfuldt auktionsføl, der sidenhen er kåret som fløjhingst i det tyske oldenburgerforbund under navnet Texas Tokyo.

Copyright Ridehesten.com
423 Bøgegårdens Salah.

Bøgegårdens Salah er et hingsteføl, der præsenterer sig med stor energi og overskud. Han er trukket på Bøgegårdens exceptionelle hoppestamme, der også ligger bag verdenshingsten Sezuan. Netop denne kombination af hingst og hoppe har tidligere vist sig at være meget vellykket, idet den i 2016 resulterede i årets hingsteføl i Dansk Varmblod.

Copyright Ridehesten.com
441 Ladegaard's Vivaldi.

Hingsteføllet Ladegaard's Vivaldi er efter den lovende Vitalis-søn Valverde, der netop er på vej til det tyske Bundeschampionat og med de internationale Grand Prix-hingste Sir Donnerhall II og Come Back II på morsiden og en hoppestamme, der har leveret mange gode auktionsføl og dressurheste. Føllet er meget komplet med tre særdeles gode gangarter.

Detaljerede beskrivelser, stamtavler, foto og video findes på: Kollektion til Dansk Varmblods Elitefølauktion.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner