Britt Carlsen
Man vil med sikkerhed få en masse spændende oplevelser i det nordjyske, når Equitour løber af stablen fra den 23.-27. maj. Jens Trabjerg og Andreas Helgstrand har udviklet et interessant program ved siden af de internationale konkurrencer på spring- og dressurstadion.
Der bliver holdkonkurrence FEI Nations Cup i både springning og dressur. Sidste år var danskerne skarpe i Nations Cup med sejre i både springning og dressur, det gav en fantastisk stemning på de to stadioner, og der var spænding om resultatet, hvilket var medvirkende til at gøre oplevelsen endnu bedre.
For ryttere og andre interesserede er proportitionerne nu godkendte og kan findes på FEIs kalender via linket HER
Auktioner over føl og biler
Går du med en samler i maven eller har du bare en stor passion for hurtige biler? Så bør du besøge Campen Auktioners eksklusive specialbilauktion, som afholdes under Equitour Aalborg: Fredag den 25. maj 2018 kl. 19.00. Er man mere til blot at kigge, så udstilles bilerne på stævnepladsen fra den 23.-25. maj.
Nordic International Sales – følauktionen blev en bragende succes sidste år. I et samarbejde mellem Equitour og Dansk Varmblod blev der samlet en eksklusiv kollektion af dressurføl i absolut topkvalitet, og priserne afspejlede udbuddet. Der blev solgt føl for i alt 690.500 euro til en gennemsnitspris på 34.525 euro (259.000 danske kroner). Intet mindre end 150.000 euro kostede føllet Faretti e. Franklin/Don Frederico tilhørende HH Horses i Solrød. Næste auktion er 26. maj 2018.
Se mere på arrangørens hjemmeside HER