Mathilde Louise Stenild Brejner
I maj 2017 mødte Stephanie Charli for første gang. Det var til Riders Cup, at Stephanie fik øje på sit nye talent på springbanerne. På det tidspunkt var Charli fem år gammel, og faktisk lidt af en gadedreng, som gerne bukkede og lavede narrestreger, fortæller hans ejer Stephanie Jones, i mens hun smiler overbærende.
Allerede første gang hun kom op og sidde på Charli, kunne hun imidlertid mærke, at der var et eller andet ved ham, som kunne blive rigtigt godt. Derfor besluttede Stephanie, at hun ville købe ham og uddanne ham videre for at se, hvad det kunne blive til.
”I starten ville Charli ikke engang springe et kryds. Han refuserede, undveg og derudover var han en glad dreng, som bukkede rundt. Han er sent kastreret, så han er lidt hingstet, og det betyder, at vi har trænet og trænet for at blive klar til Herning,” siger Stephanie.
I november 2017 tog Stephanie Jones Charli med til egnethedstest, og det gik fantastisk for ekvipagen, da Charli gik hen og blev nummer to. Han fik blandt andet to flotte 9-taller for teknik og kapacitet og to flotte 8,5-taller for ridelighed og galop. Fra maj 2017 til november 2017 formåede Stephanie Jones altså at finpudse Charlis talent i en sådan grad, at han kvalificerede sig til at komme til Herning.
Stephanie Jones er efterhånden ved at være godt inde i, hvad der skal til for ride en ung hest frem til gode resultater. Charli er nemlig hendes femte unghest, som hun personligt har ejet og trænet over de sidste par år. De andre heste, som Stephanie har ejet, er blevet solgt videre, når de har nået et vidst niveau. Derfor er det ved at være et par år siden, at Stephanie sidst har redet de store baner – men tidligere sprang hun 1.40 cm klasser – og med Charli håber hun, at hun kan komme til det igen.
Stephanie har Charli opstaldet i Lynge i Nordsjælland, hvor hun kommer på daglig basis for at passe og træne sin hest. Foruden Charli rider Stephanie også to andre heste, og så ejer hun en hoppe, som er i fol. Når hendes hoppe har folet, er det meningen, at hun skal ride den igen.
Stephanie rider hos træner Hans H. Kristiansen cirka en gang om ugen, men hvis hun har været til stævne i weekenden, får Charli lov til at springe en gang over, så han kan restituere.
Stephanie klapper kærligt Charli på halsen, og hans veltrænede halsmuskler giver en dejlig lyd, i mens Stephanie trækker han ud på staldgangen i Herning:
”Det er jo altid et sats at tage en ung hest med til Herning, fordi her sker så meget. Mange af de andre heste herovre har gået championatater, og det har Charli ikke, men jeg er glad for, hvordan han har håndteret det hele herovre, fordi han faktisk er en sensitiv hest,” siger Stephanie.
Testrytter Lars Bak Andersen var manden, som skulle teste Charli i Herning. Forud for, at Charli skulle testes i Herning, havde Stephanie forberedt sin hest ved at sætte en anden rytter op på den, og ved at køre lidt i byen til et par stævner og i Dyrehaven, hvor Charli kunne se og opleve noget nyt. Alligevel har det været med lidt forbehold, at Stephanie har ladet nye ryttere ride Charli:
”Charli er en meget sensitiv hest, og derfor har jeg været lidt forbeholden med at lade andre ryttere ride ham. Lars Bak Andersen er jo en rigtig dygtig rytter, så jeg forventede, at han godt kunne finde ind til Charli i Herning,” siger Stephanie.
Stephanie fortæller, at hun synes, at Lars Bak Andersen sagde nogle rigtig gode ting om Charli. Blandt andet fik hun at vide, at Charli skal blive bedre til at blive i rammen, og så skal han blive bedre til at fokusere sin energi. Derfor er det det næste, det talentfulde skal par hjem og arbejde på, fortæller Stephanie.
Planerne for den nærmeste fremtid er, at Charli skal hjem og have lidt ferie efter Herning. Derefter skal han i træning igen og gå nogle LA-klasser. Det er stadig tidligt på sæsonen, og Charli springer allerede 110-115 cm, men her i år må han højest springe 120 cm, så det er det er målet for, hvad han skal i år. Og skal han også gå unghestechampionat, fortæller Stephanie.
Stephanie synes, at det har været både sjovt og udfordrende at være med i Herning, og hun har nydt udfordringen med at begynde at springe på nogle af de lidt større baner igen.
Artiklen har tidligere været bragt på everhorse.dk