Louise og Cassiopeia tog S-sejren i HIS

22-03-2015 15:43

Ved Hillerød Sportsrideklubs landsstævne i springning for heste gik S-sejren til en ekvipage, der har hørt sammen lige fra unghesteklasserne

Copyright Ridehesten.com
Louise Fjord Kjærsgaard og Valløs Cassiopeia.

Vinderen af S-klassen ved Hillerød Sportsrideklubs landsstævne i springning for heste blev Louise Fjord Kjærsgaard og Valløs Cassiopeia e. Carano/Castro (opdr. June og Mogens Worre-Jensen) foran Sandra Enemark og Conway e. Contact Me/ Chambertin. Begge ryttere red dobbelt nul i denne S1* 145 cm klasse, og Louise Fjord Kjærsgaard var suverænt hurtigst i omspringningen med sin 13-årige bronzemedaljehoppe.

Louise Fjord Kjærsgaard red for otte år siden Unghestechampionat i Herning på Valløs Cassiopeia, der her fik prisen som championatets gladeste springhest, lige som ekvipagen blev topplaceret med over 900 point. Sidenhen er det blevet til flere placeringer og sejre i S-klasser. Valløs Cassiopeia fik føl som 4-års, og blev igen mor i 2014 til et afkom e. Lagavulin.

Lørdagens MA2 i Hillerød blev vundet af Cristoffer Nerving Møllekær med Zidane e. Montreux/ Haarlem, mens MA1 fredag såvel som søndag blev vundet af Maria Hjorth Frederiksen med Dublé e. Diamant de Semilly/Equest Carnute (opdr. Carsten Carstensen), som også har været topplaceret i Dansk Varmblods Unghestechampionat.

Se stævnets resultater HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner