Annika Knudsen Lorentsen
Otte ekvipager mødtes i dagens finale i Jysk Mesterskab 2021 for ryttere, der er 21 år eller yngre. Det var en spændende finale, hvor hele fem ud af de otte ekvipager red fejlfrit i hovedrunden.
Dermed skulle der er omspringning til at afgøre hvem der skulle tage titlen, og her blev det Linnea Ilsøe Madsen der trak det længste strå, da hun red den suverænt hurtigste omspringning.
Det gjorde hun i sadlen på den bare 7-årige hoppe Medina-EM e. Bøgegården's Graf's Stakkato/Candillo (opdr. Peter A. Petersen). Parret sparede på galopspringene rundt på omspringningsbanen og red i mål i tiden 37,33 sekunder, omkring 3 sekunder hurtigere end nummer to.
Linnea var selvfølgelig rigtig godt tilfreds, da det var en realitet, at hun havde vundet årets mesterskab for U21, og i videoen nedenfor kan I høre hende fortælle lidt om dagens præstation.
Alle fem ekvipager, der havde fået en plads i omspringningen red ligeledes fejlfrit i omspringningen, så det var altså udelukkende tiden, der afgjorde placeringsrækkefølgen. Andenpladsen blev vundet af Filippa Christer Andersen med Fiona e. Favorit Ask/Doncaster AA (opdr. Dorte Bech Sørensen), som kom i mål i tiden 40,23 sekunder.
På tredjepladsen i mesterskabet blev det Sandra Thinggaard Byrgesen med Quality Solution V. e. Quattro B/Cajus (opdr. Vicky og Moni Mathiesen), som var blot et halvt sekund langsommere end Filippa og kom i mål i tiden 40,84 sekunder.