Lige ret for alle sportsgrene i Danmark, tak!

08-07-2020 12:30

Britt Carlsen

Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand retter en skarp kritik mod de ulige retningslinjer i forhold til forsamlingsforbuddet, hvor der åbnes op for tilskuerantallet – kun til fodboldkampe

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbunds Formand Ulf Helgstrand. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

– Der er vel ikke større smitterisiko blandt tilskuere til andre sportsgrene sammenlignet med fodboldtilhængere, så vi må kunne behandles ens, indleder Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand, der i går henvendte sig til Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund, DIF for at få en afklaring:

”Jeg har med stor interesse fulgt kulturministerens udmelding dd, hvor hun giver udtryk for politisk vilje til at fodbold kan spille for fulde tribuner fra starten af næste sæson, som jo plejer at starte i sidste halvdel af august. For mig (og sikkert andre) er det oplagt, at man ikke kan gøre forskel på, hvad de enkelte idrætter (udendørs) må have af tilskuere. Der er næppe mindre smitterisikohos fodboldstilhængere end hos fans i andre idrætter. Går ud fra at DIF ikke vil acceptere forskelsbehandling mht. tilskuere i de forskellige idrætter uanset større eller mindre økonomisk konsekvens. Glæder mig til forhåbentlig fuld genåbning inden september for udendørsidræt hos alle forbund under DIF.”

Dansk Ride forbund er det 7. største forbund under Danmarks Idrætsforbund, og der er stor aktivitet i forbundet med mange større arrangementer forude som fx DM i springning og dressur med mere. Forsamlingsforbuddet betyder, at det kan blive et puslespil for arrangørerne at afvikle stævnerne. Og både hos Absolute Horses, hvor der er mesterskab i springning, og Equitour Denmark, hvor der er mesterskab i dressur, er der masser af plads på stævnepladsen, så publikum kan holde afstand og spritte af efter forskrifterne. For naturligvis skal vi passe på hinanden, understreger Ulf, men der skal også være ligeret i alle idrætsforbund.

Lige nu virker det dog som om superligafoldbold er mere lige end andre.

– Jeg bliver noget fortørnet over de meldinger, der er kommet de seneste dage om politisk vilje til at åbne for både 8.000, 10.000 eller 15.000 tilskuere til fodboldkampe. Jeg mistænker, at det udelukkende er bundet i økonomiske forhold og ikke med baggrund i smitterisiko. Danmarks Idrætsforbund har meldt ud, at de laver en forsøgsordning med fodbold, og så vil de arbejde videre i forhold til de øvrige forbund, men det syntes jeg bare ikke jeg oplever, de gør, fastslår Ulf.

– Det jeg oplever i pressen er, at fodbold får en form for særstatus, men vi andre har samme kæmpe problemer med afviklingen af vores arrangementer. Når man så samtidig hører vores kulturminister Joy Mogensen sige ingenting, for at sige det rent ud, så bliver man frustreret. Lad være med at tale om, hvad der måske kommer til at ske. Giv os en plan vi kan følge, giv os nogle deadlines, som vi alle kan forholde os til. Og vel at mærke nogle retningslinjer, som er ens for alle. Det efterlyser jeg! Det her har ikke kun konsekvenser for fodbold, se vores egen World Cup i Herning. Havde vi vidst, at vi kunne afvikle den med samme tilskuere antal som vi plejer, var der ingen grund til at flytte den til Vilhelmsborg. Og det handler også om økonomi i andre idrætsgrene end fodbold, for også her er entreindtægterne en væsentlig del af økonomien.

– Ikke engang fra min egen paraplyorganisation, DIF, føler jeg, der er konkrete tiltag, som jeg kan bruge til noget. Hvordan skal vi kunne disponere med en minister, der har større personlige ambitioner for at overleve politisk fremfor at varetage sportens/kulturens interesser. Det kan regeringen samlet ikke være bekendt. Det er frustrerende at kæmpe uden noget resultat. Når man brænder for sporten, så bliver man stik tosset, når man oplever, at der bliver gjort forskel på idrætsgrenene. Vi har absolut ingen interesse i at øge folks sygdomsrisiko, men ret og rimeligt og ensartet for alle, det må det være, slutter Ulf Helgstrand.

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner