Las Vegas dobbelt igen

18-04-2007 11:27

Britt Carlsen

Opvarmningen er i fuld gang i Thomas & Mack Center, der huser den anden dobbelte World Cup Finale i seriens historie. Sidste gang spring- og dressurrytterne tørnede sammen i Las Vegas var i 2005 - her kom både Andreas Helgstrand, Lone Jørgensen og Tina Lund til start. Der forventes mere end 90.000 tilskuere til de kommende fire dages konkurrencer. Dagen i dag er udelukkende opvarmning for ryttere og heste, så de kan gøre sig bekendt med hallen. I aften er der så lodtrækning på en af Las Vegas' fashionable hoteller. I morgen torsdag indleder dressurrytterne World Cup stævnet kl. 12.30 - og med Matiné småskadet eller ude af konkurrencen er Isabell Werth storfavorit til titlen, som hun første gang hjembragte i 1992. Dressurrytterne rider B-finale fredag eftermiddag og World Cup finalen finder sted lørdag aften fra kl. 19 i en hal fyldt til bristepunktet med forventningsfulde dressurentusiaster. I dressur kommer to danske heste til start: Solos Carex og Maximuss JSS for henholdsvis Sverige og USA. Springrytterne rider første kvalifikation torsdag aften kl. 19.00 en tidsspringning på højden 1,50. Den følgende dag mødes rytterne igen i anden kvalifikation fredag aften i en hoved- og omspringning på højden 1,50-160 m et kompliceret beregningssystem afgør, hvilke ryttere, der får adgang til søndag eftermiddags finale over to runder afviklet på to betydelige Grand Prix-baner. De ryttere, som ikke kvalificere sig til søndagens finale rider en Grand Prix-springning lørdag eftermiddag.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner