Lars P: Fremadsøgning og grundridning

01-06-2013 21:29

Signe Wiese

Den danske toprytter Lars Petersen, der normalt residerer i Florida, er i Danmark i disse uger, og i dag gav han en meget lærerig og underholdende clinic sammen med overdommer i dressur, Jesper Holst Hansen, på Thostrupgaard Ridecenter ved Hobro

Copyright Ridehesten.com

Ca. 160 dressurentusiaster var her til aften mødt op i Hobro, hvor Thostrupgaard Ridecenter v/ Lena Lind og Henrik Boe Aagaard, dannede rammerne om en dressurclinic ved den danske toprytter og tidligere danske mester i dressur, Lars Petersen, samt overdommer i dressur, Jesper Holst Hansen. Berider Jesper Bæk fra Dressage.dk fungerede som ”toastmaster” og bandt clinic’en sammen,  stod for introduktionen af hestene osv.

Publikum blev præsenteret for en rækker dressurheste, startende med 4-års heste, og herefter fulgte 5-års heste, 6-års heste osv. helt indtil to Grand Prix-heste entrede ridehallen på Thostrupgaard. Jesper Holst Hansen indledte de fleste ridt med at fortælle om, hvad man kunne forvente at en hest på den givne alder skulle kunne – hvilket niveau den burde være uddannet på, og hvilke øvelser man kunne forvente at se. Herefter tog Lars Petersen over, og underviste på ekvipagerne, og undervejs var der kommentarer fra Jesper Holst Hansen, samt spørgsmål fra publikum.

Lars Petersen er en underholdende, inspirerende underviser, der forstår at formidle sine kommandoer, så rytterne let kunne udføre dem, og så publikum havde let ved at forstå dem. Under hele clinic’en var det klart at Lars Petersens fokus var på den gode, solide grundridning som fundament for al videre uddannelse. Herudover blev hos stort set alle ekvipager – uanset hestens alder – understreget, at fremadsøgning betyder alt, så hesten konstant er foran rytterens schenkel og sæde.

Mange af rytterne fik besked på at deres heste gerne måtte gå lidt dybere, og strække halsen mere, så de arbejdede bedre over ryggen: – Vi skal hele tiden arbejde på at styrke hestens overlinje, og så må den gerne ligge lidt dybere i træningen. Lad hesten sænke halsen, den må hellere gå lidt dybt end for højt, sagde Lars Petersen bl.a.

Lars Petersen lagde også meget vægt på at hestene lærte at bevæge sig hurtigt! Hovedparten af rytterne kom med rigtig gode heste, med store, imponerende gangarter, men mange af dem fik alligevel besked på at ride hestene så de gik lidt mindre stort, men tilgengæld mere aktivt, og med et hurtigere bevægelsesmønster.

De to Grand Prix-ekvipager, Jacob Nørby Sørensen/Proud Daylight e. Lucky Lionell, og Charlene Sørens/Fratello Bally e. Stald Calles Bror Bally, sluttede clinic’en, og her pointerede Lars Petersen bl.a. at rytterens skal være i stand til at placere hestens hals som man ønsker. – Hesten skal ikke altid gå i sammen holdning, den må gerne gå dybt, men rytteren skal hurtigt kunne få den i ”Grand Prix-holdning”. Men det er vigtigt at rytteren ved om man vil ride op eller ned – der er ikke noget midt i mellem – det er rytteren, der bestemmer, sagde Lars Petersen.

Det var et særdeles lærerigt arrangement, og udover den formidable undervisning fra Lars Petersens side, så var det også meget interessant at høre Jesper Holst Hansens kommentarer og ikke mindst hans vurderinger af hesten, øvelsernes kvalitet, og hestenes grundgangarter – heldigvis var dommeren og træneren/rytteren som oftest rørende enige om tingene.

Se billedgalleri fra dagen i boksen til højre.

Info

Deltagende ekvipager:

4-års heste:
Michael Ketelsen/Placido Domingo e. Dorkas
Rikke Kjær Christiansen/Soulmate e. Solos Landtinus

5-års heste
Malene Hauch/La Diana e. Blue Hors Don Romantic
Annesofie Hentze/Runehøjs Dalton e. Damsey
Michael Ketelsen/Quater Hero e. Quater­back

6-års heste:
Carina Cassøe-Krüth/Hotmix e. Blue Hors Hotline

7-års og ældre heste:

Rikke Kristine Sørensen/Quite e. Quite Easy
Carina Cassøe-Krüth/Freigraff af Hvarre e. Fürstendonner af Hvarre

Grand Prix-heste:
Jacob Nørby Sørensen/Proud Daylight e.Lucky Lionell
Charlene Sørensen/Fratello Bally e. Stald Calles Bror
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner