Fokus på grundridning af springheste

31-08-2024 10:14

OL-rytter Rolf-Göran Bengtsson arbejdede med grundridning, opstilling og indvirken, da han på positiv vis arbejdede med heste og ryttere på Vilhelmsborg

Dansk Varmblod havde inviteret til en gratis clinic med OL-rytter Rolf-Göran Bengtsson i forbindelse med forbundets KRAFFT Eliteskue. Fire ryttere – alle på 5-årige heste fik chancen for at ride for en af verdens mest anerkendte uddannere af heste. Rolf-Göran har redet OL, VM og EM adskillige gange på mange forskellige heste, og det betyder, han har en stor og omfattende ”værktøjskasse” han kan dele ud af.
Som han bl.a. sagde: – Vi forsøger at gøre det så nemt så muligt, og det kan nogle gange være svært.

De fire ryttere var:

Frida Munk Lassen og Cymphony efter Cyrano Ask/Numero Uno – Opdrætter Lars Bak

Anne-Katrine Kolborg Johansen og Optirock KJ efter Rockland/Candillo – Opdrætter Mette Madsen, Anne Katrine & Thomas Kolborg Johansen

Helle Andersen og Maskedals Casemiro efter Ci Ci Senjor Ask/Toulouse – Opdrætter Helle Møller Andersen og Per Christensen

Kirstin Skjoldshøj og Quebec efter Quarz Ask/Chello - Opdrætter Mie Nielsen og Theo de Vos

Hver rytter havde givet en kort beskrivelse af, hvad de havde af udfordringer med ridningen af deres heste, og det blev omdrejningspunktet for aftenens træning. Der startede helt basalt; med at lære rytterne at skridte frem på deres heste. - Marchere frem i skridt, lav overgange hvor hesten ikke mister fremdrift, men bliver ved med at arbejde fremad – også i skridt, understregede han.

Vi kunne mærke en forskel allerede fra starten i skridt, fortæller Frida og Anne-Katrine samstemmende. Aftenens fokus på konsekvens og god grundridning har sat mange tanker i gang hos dem.

Jeg er rigtig taknemmelig for at få chancen for at lære af en af de bedste i verden, understregede Anne-Katrine, bakket op af Frida.

En aften med mange guldkorn
KRAFFT Rytter Rolf-Göran har uddannet et utal af heste fra unghest til den helt store sport. Og noget af det han fortalte publikum og rytterne på de unge heste var: - Jeg ser hellere, det tager lidt længere tid med de unge heste, for de skal have tid til at opbygge deres muskulatur.

Rolf havde også fokus på rytternes opstilling, og et par af rytterne fik besked på at korte deres stigremme, for at få en bedre balance med deres hest.
– Hvis ikke rytteren har balance, så bliver det svært for hesten også at skulle tage hånd om at holde balancen for rytteren.

Rolf talte også om værdien af at kunne veksle mellem at sidde let i sadlen, stå i let sæde eller aflastningssæde, alt afhængig af, hvordan man arbejder med hesten.
– Når vi skal samle hesten, nytter det ikke noget at stå på tæerne i stigbøjlerne i let sæde, sagde han bl.a. Han talte også om vægtforlægning, om at hjælpe hesten til at finde den rigtig linje til forhindringen ved at rytteren viser hesten, hvilken side den skal til, ved at træde lidt mere ned i stigbøjlen til den side hesten skal dreje til.

I det hele taget var der fokus på de små ting. Fokus på at få hesten til at arbejde frem og holde en god, konstant rytme. Der blev arbejdet med at skabe bedre selvbæring hos hesten i et større grundtempo, og som Rolf understregede, så begynder vi samling ved at ride frem, så vi får aktiveret hestens bagpart.

Der var meget god læring at hente, og rytterne gjorde et rigtig godt job med at følge Rolfs instruktioner. Der var også plads til lidt humor og hygge i aftenens løb, og efterfølgende bemærkede Rolf, at det var fire rigtig fine unge springheste, han så på springene.

Copyright Ridehesten.com
Fra højre ses Jesper Bæk, KRAFFT Danmark, Rolf-Göran Bengtsson, Anne-Katrine Kolborg Johansen, Frida Munk Lassen og Johnny Hansen samt fra v. Helle Andersen på Maskedals Casemiro og Kirstin Skjoldshøj med Quebec. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen.

/ Dansk Varmblod.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner