Anna Pørtner
Rolf-Göran Bengtsson er en utrolig erfaren herre, når det kommer til springning. I sidste uge vandt han ikke overraskende den 160 cm høje Grand Prix-klasse ved Longines League of Nations-stævnet i Abu Dhabi sammen med sin OL-makker, den 12-årige holstener-hingst Zuccero e. Zirocco Blue/ Caretino. Klassen blev afgjort over to runder, hvor de 11 bedste ekvipager fra første runde skulle ud i omspringningen. Her vandt Rolf-Göran og Zuccero helt suverænt med hele seks sekunder til andenpladsen, der gik til britiske Tim Gredley.
Rolf-Göran Bengtsson har været en stor del af svenskernes succes i mange år, men det er ikke kun i Sverige, at han har været værdsat. Ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning har han nemlig været testrytter på de unge springheste i Unghestechampionatet 2023, hvor han viste sin store forståelse for unghestene ved at vise dem frem på bedste og mest sikre vis, mens han nøje forklarede publikum, hvad han mærkede.
Rolf-Göran er 62 år gammel, og har en imponerende resultatliste som bl.a. omfatter en individuel sølvmedalje ved OL i Hong Kong, guld ved EM i Madrid, bronze ved EM i Arnhem og tre medaljer med det svenske landshold, bl.a. sølv ved OL i Athen, hvor han ligeledes sluttede på en individuel fjerdeplads. Derudover er Rolf-Göran Bengtsson en fast ekvipage ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, hvor han deltager med flere af sine dygtige springheste, og ofte er god for en hurtig omspringning, men nu kan det altså være sidste gang, at vi har set den svenske toprytter i den helt store sport.
Muligvis den sidste Grand Prix
Selvom glæden var stor over den suveræne sejr, var det ikke uden bekymringer for den svenske rytter. Han frygter nemlig, at det her kan have været den sidste Grand Prix, som han får lov at ride på Zuccero. Hestens ejer, Holstenerforbundet, ønsker nemlig at sælge hingsten, og Rolf-Göran har endnu ikke fundet en måde, hvorpå det kan være muligt for ham at fortsætte med at ride hesten.
– Det er endnu sjovere at nå at vinde nu, hvor det måske kan være den sidste Grand Prix vi rider, for at vise, at det er os to sammen, der gør det, siger Rolf-Göran til det svenske rideforbund efter sejren, og fortsætter:
– Jeg håber stadig, at jeg kan sikre mig ham som min fremtidige heste, men indtil videre har jeg ikke noget, der lige virker. Jeg tror, at han stadig kun er i starten af sin karriere, så der venter ham mange store ting, siger Rolf-Göran.
Det er altså endnu ikke lykkedes den svenske toprytter at finde en løsning, der kan holde Zuccero i stalden:
– Status er lige nu, at der skal ske noget hurtigt, for han kommer snart på markedet. Hvis han bliver solgt, er det slutningen på min karriere. Jeg når ikke at ride en ny hest op, før jeg er blevet for gammel, så jeg vil virkelig gerne fortsætte med ham et par år endnu, siger Rolf-Göran.
Kilde: Svenska Ridsport Förbundet.