Kursus hos norsk toprytter

28-10-2015 10:15

Britt Carlsen

I den førstkommende weekend den 30. oktober - 1. november er der mulighed for at ride kursus hos den erfarne norske landsholdsrytter Stein Endresen

Copyright Ridehesten.com

Stein Endresen har de sidste mange år været en fast bestanddel af det norske landshold, hvor han har repræsenteret de norske farver til såvel VM som OL. Men også i Danmark har han været en hyppig gæst, når han til hingstekåringen i Herning
har redet Katrinelunds hingste: Crelido og Cabachon.
Som underviser er Stein Endresen meget erfaren, og hjemme på hans ridecenter i Sandefjord er der ugentlig stort opbud af springryttere, der kommer langvejs fra for at søge råd og vejledning. Stein Endresen har desuden gennem en årrække været tilknyttet Melsom Videregående Skole, der har en speciallinje med topidræt hest. Stein Endresen er således en scenevant underviser af såvel meget erfarne som lidt mindre rutinerede ryttere.
Kurset foregår dels hos Stald Hvalsøe Saul, Korskildevej 8, 4733 Tappernøje og på Brøderup Efterskole, der er beliggende med jord umiddelbart op til Stald Hvalsøe Saul.
Brøderup Efterskole er en gammel traditionsrig efterskole fra 1867, hvor eleverne kan modtage rideundervisning samt medbringe deres egne heste. Den daglige undervisning forestås af John Hvalsøe Saul, men denne weekend bliver der altså mulighed for efterskoleeleverne til at få ny inspiration af en ganske særlig kaliber, ligesom andre også er meget velkomne til at deltage. 
Nærmere oplysninger fås ved henvendelse til John Hvalsøe Saul på: 20 23 43 65 eller via mail på: johnhvalsoe@gmail.com

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner