Kun to ryttere fejlfrie i Derby på Bækgaarden

06-07-2019 18:31

Annika Knudsen Lorentsen

Rytterne var udfordrede i TG HorseBoxes Derby MA1* her til aften og blot to ekvipager formåede at gennemføre den lange bane uden fejl

Copyright Ridehesten.com
Derby vinder Daniel Hald Cassøe, som vandt et sadelskab fra TG HorseBoxes.

Tyve ekvipager var til start i TG HorseBoxes Derby foran et stort publikum, som fulgte med i rytternes ridt med spænding. Mange ryttere havde store udfordringer rundt på banen. Undervejs skulle rytterne springe fra græsbanen til walberbanen, hvor de skulle forcere et dobbeltspring og en vandgrav, inden de skulle tilbage på græsbanen. I år havde mange ryttere svært ved springene på walberbanen, og flere ryttere måtte udgå på bekostning af dette. 

Copyright Ridehesten.com
Daniel Hald Cassøe på Saharis Favorite Carlos.

Kun to ryttere red banen fejlfrit og dermed var en omspringning sikret. Det var Astrid Svenstrup på Diamante og Daniel Hald Cassøe på Saharis Favorite Carlos der red fejlfrit og dermed skulle dyste i omspringningen. 

Copyright Ridehesten.com
Astrid Svenstrup på Diamante.

Her var Daniel Hald Cassøe helt suveræn og red fejlfrit i en lynhurtig tid på 47.12 sekunder. Astrid Svenstrup red i tiden 51.64 sekunder og havde to nedslag, men endte på en flot andenplads. 

Copyright Ridehesten.com
Sarah Svendgaard på Raiborne De Pranzac.

Tredjepladsen gik til Thomas Brandt på Cyrys, mens fjerdepladsen gik til unge Sarah Svendgaard på Raiborne De Pranzac. Femtepladsen gik til Torben Frandsen på Boulahrouz efter en flot runde med fire fejl. 

Se resultatlisten her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner