Britt Carlsen
Det skal være klart for hestene, hvad det er I vil have dem til, understregede den hollandske top dressurrytter Edward Gal, der er regerende verdens- og europamester. Der var ros til de danske ryttere, men også masser af gode råd, og topkvalificeret undervisning, da Gal gik ind i hallen og arbejde målrettet med hestene fra jorden i et godt samspil med rytterne. Der var mange ”guldkorn” at hente også for publikum, der opmærksomt fulgte undervisningen af en 4-, 5- 7- og 10-års hest, og dermed fik vist træning af heste på flere niveauer. Det sagde Edvard Gal bl.a.: Hvis man hænger i tøjlen på ungheste, så begynder de at gå stærkere og stærkere. Lav mange tempo ændringer på de unge heste. 4-års heste bør ikke gå i konkurrenceholdning i arbejdet, giv efter og føl at hun slapper af og går ned med hoved og hals, så hun kommer til at bruge sin ryg. Kigger hun ud, så bøj hende indad. Gentagelser og gentagelser på ungheste er en nødvendighed, de skal finde ud af hvad det er du vil have hende til. De må gerne trave som en pony, når de slapper af, bare de svarer frem, når du kommer med ben. De skal lære at vente, også selvom du giver efter på hånden, de skal vente på at du kommer med dine ben. Det giver kontrol at bruge tempovekslingerne. På en hest der går naturligt fremad er det ikke nødvendigt at ride med en pisk. Det er et kedeligt job, men det er et vigtigt job til fremtiden, understreger Gal, da han hele tiden fik rytterne til at få hestene til at slappe af og vente på rytterens ben i mange overgange mellem arbejdstrav og et lavt jokketempo. Hvis I føler de ikke reagere og venter på jer så stop, og trav langsomt frem igen. De skal selv bære deres hoved. Så jeg vil gerne se hestene galopere afslappet for en løs tøjle. Hele tiden lyder det, slap af i hånden. Giv efter på den indvendige hånd. Resultatet var, at begge de unge heste, slappede af, lod halsen falde og arbejde afslappet under rytteren. De skal lære at gå på deres egne ben, uden du holder dem i hovedet., var meldingen.