Klar til Unghestechampionats-debut

25-11-2022 15:27

Annika Knudsen Lorentsen

Camilla Daugaard Mørch er en af de ryttere der har kvalificeret sig til unghestechampionatet ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2023. Hun skal ride på en hest hendes mor har avlet, og hun glæder sig til at ride efter en plads i finalen, hvor hestene skal rides af en testrytter

Copyright Ridehesten.com
Camilla Daugaard Mørch med Akia Action Evia ved championatsfinalen 2022. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

44 ekvipager har ved årets egnethedstest opnået kvalifikation til Unghestechampionatet ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2023. En af dem er Camilla Daugaard Mørch med hoppen Akia Action Evia e. Action Man Ask Z/ Crelido (opdr. Eva Overgaard og Pia Mørch). 

Hoppen er avlet af Camillas mor og en veninde, og Camilla har selv stået for tilridningen og uddannelsen af den 4-årige hoppe. 

– Jeg tilred Akia i sommeren, da hun var 3 år. Her red jeg hende i 1,5 måned og så fik hun fri nogle måneder inden vi satte hende i gang igen. Jeg synes, at det er vigtigt at have hestens fysiske og mentale tilstand med i processen, og Akia var heldigvis ret hurtig "færdig" i kroppen, og det har betydet, at vi har kunne arbejde med hende mere kontinuerligt. Jeg har tidligere haft en hest som først var klar i 5-års alderen og derfor langsommere i sin uddannelse, forklarer Camilla, som altså har fuldt den skimle hoppe helt fra føl. 

Copyright Ridehesten.com
Camilla Daugaard Mørch med Akia Action Evia ved egnethedstesten 2022. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

En nøje udvalgt kombination
Hoppen der er mor til Akia fik sit første afkom tilbage i 2016, Carry Me e. Cornettino Ask. Herefter fulgte udvælgelsen af den næste hingst, som skulle bruges på hoppen. 

– Akias mor væltede med en trailer, hvorefter hun ikke kunne bruges som ridehest, og her fik min mors veninde Eva muligheden for at overtage hende. På trods af udfordringer lykkedes det os at få hende i fol første gang, hvor hun fik føllet Carry Me, der blev solgt som 5-års efter jeg havde uddannet hende. Hun fik et års pause og så ifolede vi hende igen året efter med det der i dag er Akia, forklarer Camilla og fortsætter: 

– Vi havde faktisk udset os en anden hingst, men da vi så stamtavlen på Action Man Ask Z, blev vi nødt til at kigge nærmere på ham. Vi mødte Kaj Rosenlund fra Stutteri Ask til en snak da vi var i Herning og kigge på hingste. Han foreslog også Kanango Ask, men valget endte med at blive Action Man, da det var det jeg havde den bedste følelse med. 

Copyright Ridehesten.com
Camilla og Akia. Foto: Privat

Støtte er altafgørende
Camilla er 29 år og selvstændig rytter på fuldtid, men det betyder ikke, at hun ikke har sine forældres opbakning. Det fortæller hun, er guld værd. 

– Det er min mor og Eva der ejer Akia og deler udgifterne på hende, mens det er min far der ofte kærer med rundt til træning og stævner. Selvom jeg snart er 30, er min far stadig en kæmpe støtte i min ridning og mit arbejde med heste og elever.

Copyright Ridehesten.com
Akia som føl. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Første gang i Unghestechampionatet
Camilla har ikke tidligere deltaget ved Unghestechampionatet, og hun fortæller, at hun glæder sig rigtig meget til at prøve det. 

– Jeg glæder mig rigtig meget til at ride i Herning. Jeg har hvert år været på tilskuerrækkerne til testrytterdelen, og jeg håber at Akia bliver blandt de 20 bedste der får lov at blive redet af testrytteren. Hele oplevelsen ved at være kvalificeret og skulle deltage er også en fantastisk start for min virksomhed, forklarer Camilla og fortsætter:

– Jeg er heldig at have god og kyndig vejledning fra mine trænere Maria Bjørnkjær og Andreas Künnemann, og jeg er dem evigt taknemmelig for deres støtte. 

Copyright Ridehesten.com
Camilla og Cosmona. Foto: Privat

Ungheste i fokus
Camilla har altid nydt uddannelsen af de unge heste, og det er i høj grad også her hendes fokus er i hendes arbejde som selvstændig rytter. 

– Jeg har altid haft et soft-spot for uddannelsen af de unge. Tidligere har vi købt tre føl på auktion, blandt andet Cosmona, som nu går 160 cm i USA. Hende red jeg også de første måneder inden vi solgte halvdelen til Lars Trier. Det gjorde vi for, at jeg kunne købe min gamle hest Lanzett 1, som jeg fik erfaring i at springe større spring på. Det er vildt spændende at følge Cosmona nu, forklarer Camilla og fortsætter: 

– Til følauktionen, hvor vi købte Cosmona, var der ingen om buddet på hende, og da auktionarius sagde sidste chance, sparkede jeg min far over skinnebenet og sagde "nu er det nu". Vi havde kigget på hende i stalden inden auktionen, og var betagede af hende. Jeg synes Akia besidder nogle af de samme kvaliteter som vi så i Cosmona.

Et salg er udsat
Oprindeligt var planen, at Akia skulle sælges i år, men på grund af kvalifikationen til Herning, er salget udsat. 

– Planen var faktisk, at Akia skulle være solgt i år, men ejerne er heldigvis enige om, at de ikke vil være oplevelsen i Herning foruden. Det er jeg rigtig glad for. Når vi har redet i Herning, er planen igen, at hun skal sælges, selvom hun kunne være sjov at beholde i længere tid. 

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner