Klar til at løse jobbet i Canada

21-07-2017 11:33

Britt Carlsen

Avl

Dansk Varmblods hold til VM for ungavlere i Canada, er vel ankommet og klar til at gå igang med konkurrencerne

Dansk Varmblods ungdomsafdeling, Ung i DV, har hjembragt flere medaljer fra VM for ungavlere, som afvikles i World Breeding Federation for Sport Horses’ regi. I år finder VM sted i Canada, på den legendariske stævneplads Spruce Meadows fra den 21.-22. juli. Sponsorater og donationer har sikret rejsen for de i alt ti personer, som skal repræsentere Danmark og Dansk Varmblod.

Da både teori og informationer i de praktiske øvelser skal foregå på engelsk, sender vi to hold unge på mellem 16 og 25 år. De er landet i Canada efter 21 timers rejse, og er godt indkvarteret på Mount Royal University.

God teamånd
Det er Sarah Doile Jensen og Inge Madsen, som skal fungere som manager og holdleder for teamet, der består af et junior- og seniorhold. Mens seniorerne alle er testede og prøvede ved VM tidligere, så er der debutanter på juniorholdet.

– Vi har en rigtig god teamånd, hvor de mere erfarne giver råd og støtte, og vi oplever en super opbakning fra alle omkring holdet, fortæller Inge. Ung i DV har taget flere medaljer ved VM, bl.a. blev Sarah Doile Jensen VM-vinder i eksteriørbedømmelse i 2011 og igen i 2013. Ved det seneste VM i Hartpury, England, vandt Anja Hansen sølv i løsspringningsbedømmelse for seniorer, mens Rasmus Koch Christensen vandt bronze i eksteriørbedømmelse for juniorer. 

Følgende deltager for Danmark i VM:

Juniorholdet:
Linnea Jansa
Frederikke Spanggaard Christensen
Anna Østergaard Madsen
Ena Heide Poulsen

Seniorholdet:
Anja Thorup Hansen
Maria Østergaard Madsen
Lasse Bendixen
Christian Springborg

I holdkonkurrencen tæller de tre bedste resultater, og så konkurrerer deltagerne også individuelt. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner