Thomas Bach Jensen
Jørgen Peter Clausen kan i dag fejre sin 75 års fødselsdag hjemme i Rødekro sammen med hustruen Sigrid, der også fylder 75 år inden året er omme. Sammen har de to for nyligt fejret deres guldbryllup. Sigrid og Jørgen Peter har avlet Dansk Varmblodsheste i over 40 år og har haft stor succes med opdræt af dressurheste til de sværeste klasser. Det er også blevet til mange medaljehopper og den kårede hingst Grandeur. Sideløbende med sit eget virke som avler, har Jørgen Peter assisteret mange hingsteholdere med at finde de rette avlshingste i Tyskland til den danske avl. Han har fungeret som dommer ved mange skuer landet over og allermest kendt har han og Sigrid nok været som brændemærkere ved landets hoppekåringer og følskuer. Jørgen Peter har redet hele livet og uddannet mange af sine egne heste op til middelsvært niveau. Nu er både ejendommen og hestene solgt, men drømmen om at genoptage ridningen er ikke opgivet.