Katrine Kraglund styrede på Lolland

03-08-2014 19:53

Den nordsjællandske dressurrytter Katrine Kraglund og hendes heste var i topform ved championationskvalifikationen på Lolland i dag, hvor hun fik heste videre til mellemrunden i alle aldersklasser og vandt på 5- og 6-års

Katrine Kraglund havde i dag 4-års hoppen Shakira e. Sir Donnerhall/ Beluga fra Iben L. Kamp med til championskvalifikationen på Lolland og kvalificerede hoppen med 8,5 point. Katrine Kraglund, der i foråret er hjemvendt fra et arbejdsophold i Tyskland, havde også i 5- og 6-års championskvalifikationerne en hest med, og begge klasser vandt hun med samlet 9,0! Faktisk har hun kvalificeret heste til mellemrunden i alle tre aldersgrupper med et resultat på 9 eller derover!

- Det var en vidunderlig dag i dag, hvor alle tre heste bare spillede optimalt med på legen. Selv om Domingo var en anelse træt og jeg havde en fejlridning på Swing King, så lykkedes det alligevel, fortæller Katrine fra bilen på vej hjem fra Lolland.

5-års championatet blev vundet af tyske Domingo e. Don Frederico/ Royal Diamond og Katrine Kraglund med 9,0 og en travkarakter til 9,5 som højdepunkt. Klassens nr. 2 blev Vanja Højris e. Blue Hors Doolittle/ Rohdiamant (opdr. Betty Rasmussen) redet af Iben Dreyer til 8,68 foran John Hvalsø Saul på tredjepladsen med Moromax e. Occacio/ Schampus (opdr. Steffen Madsen) med 8,46. Kun disse tre ekvipager kom over skillepunktet 8,0.

I championskvalifikationen for 6-årige dressurheste gik sejren igen til en tysk hest redet af Katrine Kraglund, nemlig Swing King e. Sandro Hit/ Don Gregory med 9,0 foran Zididada e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro redet af Ditte Frisbjerg Nielsen til 8,84 point foran en hest af samme afstamningskombination, nemlig Fredensdals Zig-Zag e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Linda Falensteen og Martin Strande), redet af Jan Christensen til 8,5.

Se stævnets resultater HER

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner