Kåring af Frederiksborgheste i Holland

22-09-2008 11:31
Avl
På onsdag finder en ægte verdenssensation sted, idet der for første gang nogensinde skal kåres Frederiksborgheste uden for Danmark

Det sker i Holland hos ægteparret Aletta og Ton Duivenvoorden, Coevorden, der på deres ridecenter og stutteri Moravita lever af at uddanne og formidle dressurheste af alle racer. Ved siden af brænder de for avl med Frederiksborgheste og med bestanden på knap 25 individer er det en af verdens største enkeltbestande af denne race. Ægteparrets interesse for netop Frederiksborghesten startede tilbage i 2003, hvor de opdagede, at med den rette uddannelse har netop denne race et særligt talent for samling og de blev begejstret for hestenes arbejdsvillighed og særlige temperament. Avlen startede med indkøb af 4-5 avlshopper af netop den type, de ønskede til det klassiske dressurarbejde og hvert år har delejet danskkårede hingste, så al afkom har dokumenteret afstamning. Det er blevet til fire årgange af hjemmeavlede heste, hvoraf den første årgang i år stiller hopper til kåring. Sideløbende købes jævnligt hingste og vallakker i Danmark med uddannelse og salg for øje. Andre heste uddannes med henblik på opvisninger; således er ægteparret Duivenvoorden og deres Frederiksborgheste ofte deltagere på messer rundt om i Europa, hvor de betager publikum med deres korrekte dressur og sans for show bl.a. ved Equitana og Pferd Bodensee. Der fremstilles 2 hingste og 4 hopper til kåring, samt yderligere 15 føl, ungheste og ældre hopper til bedømmelse. For hingstens vedkommende er der tale om den 4-årige Engkildegårds Pilo efter Engkildegårds Nugent avlet af Svend Buch i Svendborg, samt den 6-årige Højbak's Paztinak efter Zorba avlet hos Erling Larsen i Sakskøbing. Det er Frederiksborghesteavls Foreningen, der forestår bedømmelsen og arrangementet starter allerede tirsdag d. 23. september fra 16-19 med dyrlægetjek og fast bund, samt første fremvisning af ungheste, mens de egentlige fremvisninger, karakteristik og kåríng af alle heste sker onsdag d. 24 september ca. kl. 9-14. Showet afsluttes med en dressuropvisning med bestandens flagskib, den sorte Sofus Landlyst. Publikum er velkommen begge dage. Adressen er Europaweg 38, NL-7742 Pr. Coevoorden, Holland.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner