Britt Carlsen
50 kårede hingste mødtes her til aften i den præstigefyldte klasse Sire of the World - kun for avlshingste. Den 150 cm store bane var udfordrende for hingstene, der for en stor dels vedkommende rides af internationale topryttere.
Blandt deltagerne var Rikke Haastrup Kristensen og Charleston K, en holstenerregistreret hingst e. Carinjo/Corleone ejet af Mia Kransager og kåret i Dansk Varmblod. Rikke formåede at ridefejlfrit over både dobbelt- og trekombinationen, som ellers kostede flere nedslag. Desværre ramte Charleston K bommen på den tredjesidste forhindring, og parret sluttede med fem fejl.
Også Søren Møller Rohde kom til start i klassen med den 10-årige DV-kårede Selles Francais hingst Todt Un Prince Ask e. Baloubet du Rouet/Clair de B'Neville. Hingsten sprang flere forhindringer særdeles overbevisende, men i trekombinationen, hvor der bestemt ikke var meget plads mellem de store forhindringer, fik Søren nedslag og stop. Søren valgte ikke at springe resten af banen, men give hingsten et godt spring på forhindring nr. et.
Syv i omspringning
Af de 50 startende lykkedes det blot for syv at gennemføre hovedspringningen fejlfrit. Belgiske Jérome Gurey gentog sejren fra sidste år, i år på den blot 8-årige BWP e. Pommeau du Heup efter et lynhurtigt ridt, som hans konkurrenter jagtede uden held.
Se resultatet HER