Annika Knudsen Lorentsen
Falsterbo Horse Show er i fuld gang, og det startede allerede i sidste uge, hvor der blandt andet var ponydressur på programmet. Her havde to ryttere fået et wildcard, nemlig danske Josephine Gert Nielsen med ponyen Timm's My Fritz, og så blot 11-årige Angelina Brink, som er svensk statsborger, men datter af danske Catharina Brink. Angelina rider desuden på en dansk pony, nemlig Weber af Kongshøj, som tidligere har gået med danske Cecilie K. Hansen i sadlen.
Modsat de andre i klasserne, som red på 1'er ponyer, så red både Josephine og Angelina på 2'er ponyer. Det var dog intet problem at hamle op med de store ponyer, for første- og andenpladsen gik til henholdsvis Josephine og Angelina i begge klasser.
– Det var et superfedt stævne, og en imponerende arena at ride i. På grund af restriktionerne, måtte tribunerne ikke være helt fyldte, men der var stadig en virkelig fed stemning, fortæller Josephine, og fortsætter:
– Fritz er stadig en ung pony, men han tog det bare mega cool at ride ind på den store arena. Han er bare sej, og gik derinde, som om han har prøvet det 100 gange før. Det var en oplevelse at vinde til så flot et stævne, og jeg nød virkelig at ride i Falsterbo. Det tror jeg også Fritz gjorde, han elsker opmærksomhed, og man kan bare mærke, hvordan han nyder at stå til præmieoverrækkelse og blive klappet af.
Se resultater fra kür her.