Isabell Werths 12. Special-sejr i Wiesbaden

17-05-2016 09:00

Verdens mest vindende dressurrytter, tyske Isabell Werth, var i pinsen til start ved det femstjernede dressurstævne i Wiesbaden og vandt for tolvte gang Grand Prix Special ved pinsestævnet

Copyright Ridehesten.com

Hun er svær at komme uden om, tyske Isabell Werth, der har prøvet at vinde stort set alt, hvad der kan vindes i international dressursport. Ved pinsestævnet i Wiesbaden vandt hun igår for tolvte gang i historien Grand Prix Special, og den sejr har hun neglet på mange forskellige heste.

For tiden er hun meget aktuel med Don Schufro-datteren Weihegold, der nu promoveres som en mulig medspiller på det tyske OL-hold til Rio de Janeiro til august måned. Ved CDI5* Wiesbaden nærmede ekvipagen sig de magiske 80% i Grand Prix og Grand Prix Special. De opnåede 8- og 9-taller, og deres samlede resultat blev  i Grand Prix 79,480% og i Grand Prix Special 79,804%.

Dermed lagde Isabell Werth behørig afstand til sine tyske konkurrenter Hubertus Schmidt, Fabienne Lütkemeier og Anabel Balkenhol. Storfavoritter til det tyske hold er udover Isabell Werth uden tvivl Kristina Sprehe, Sönke Rothenberger og Jessica von Bredow-Werndl.

Danske Nathalie zu Sayn-Wittgenstein blev nr. 8 i Grand Prixen med 69,120% på Fabienne e. Blue Hors Future Cup/ Rubinstein (opdr. HKH Prinsesse Benedikte) og nr. 9 i Grand Prix Special med 69,216%.

Se stævnets resultater HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner