Nuværende test af ridehjelme afspejler ikke altid de ulykker der forekommer i det virkelige liv. Foto: Ridehesten.com/Anette Boe Østergaard

For at undersøge, hvad der sker i tilfælde af en ulykke, hvor hesten falder oven på rytteren, har et forskerhold fra Irland lavet et studie af hvordan ridehjelmen beskytter rytteren når hjelmen bliver mast fra siden. Thomas O'Connor og hans kollegaer udarbejdede en specialbygget hovedform til hjelmen, som var modelleret efter gennemsnits hovedstørrelsen på en mand. I deres studie udførte de forskellige simulationer, for at efterligne de kræfter der er i spil i tilfælde af et styrt.

Modellen af hovedet indeholdt sensorer, som kunne måle påvirkningen i hovedet, i tilfælde af et fald med og uden brug af ridehjelm. Ridehjelmen der blev brugt i undersøgelsen repræsenterede den gennemsnitlige ridehjelm som føres i handlen og bruges indenfor mange ridesportsgrene.

Kraften fra samtlige påvirkninger der forekom ved faldet af hestene i studiet, var lig med, eller overskred den påvirkning der forårsager kraniebrud hos et voksent menneske Foto: Ridehesten.com/Anette Boe Østergaard

Til studiet brugte forskerne kadaverne af to heste af forskellig vægt. Forskerne lod kadaverne falde ned på hovedmodellen, både med og uden hjelm, således at sensorerne kunne måle styrken af kadavernes påvirkning på hovedet. De to heste, en hoppe på 343 kg og en hingst på 370 kilo var blevet aflivet af andre årsager, der ikke havde noget med studiet at gøre.

Højden af faldet med kadaverne var 1.3 meter, hvilket gav et teoretisk påvirknings kraft på 4.4 meter pr. sekund. Selvom hjelmen i høj grad reducerede påvirkningen af faldet ovenpå hovedmodellen, var det ikke nok til at kunne forebygge et kraniebrud hos en voksen mand.

Forskerne satte faldet med kadaverne op, således at fire forskellige dele af dyret ville lande på hjelmen/hovedformen: Den ene var Lumobsakral ryghvirvlen, den anden var sakral ryghvivlen, dernæst var der et forsøg med hvor hestens mere muskuløse venstre side faldt på hovedmodellen, og sidst hvor højre side af hesten faldt oven på hovedmodellen.

Påvirknings steder: (a) Venstre bagpart. (b) Sakral ryghvirvel. (c) Lumbosakral ryghvivel. (d) Højre bagpart. Image: Connor et al. https://doi.org/10.3390/app10072623

Forskerne udførte i alt 30 faldtest, hvoraf 24 af forsøgene foregik med hovedmodellen uden hjelm, og 6 forsøg med hjelm. 

Den højeste kraft, der blev påført hovedmodellen ved den lettere af de to heste, blev målt ved slag fra sakralryghvirvlen, med et gennemsnit på 15,57 kilonewtons (kN) Den laveste kraft blev målt ved fald fra højre side på 7,91 kN.

For den tungere hest blev den højeste påvirkning af hovedmodellen også målt ved et fald, hvor hovedmodellen blev ramt af sakralryghvirvlen. Her blev målt et slag på 16.02 kN, og den laveste kraft påvirkning kom fra den venstre side på 10.47 kN.

Sammenlignet med fald på modellen uden hjelm, så gav ridehjelmen en 29,7 % reduktion af slaget ved påvirkning af sakral ryghvirvlen, og en reduktion på 43,3 % ved påvirkning af lumboskral ryghvirvlen.

Det er dog tankevækkende at samtlige af de målte data var indenfor eller overskred den kraft, der skal til for at forårsage kraniebrud hos et voksent menneske, fortæller Thomas O'Connor

Ifølge tidligere videnskabelige undersøgelser, så vil en påvirkning på mellem 3,5 kN og 12,4kN forårsage kraniebrud. Kraften af styrken varierer med overfladen af det areal fra objektet der påvirker kraniet og påvirkningens hastighed, og man skal være opmærksom på at kraniebrud hos børn kan forekomme under langt mindre belastning.

Test af ridehjelme er designet til at sikre, at en minimumsstandard inden for kvaliteten af hjelmen og dennes holdbarhed. Det  involverer blandt andet en sidelæns crashtest, også kaldet en lateral deformations test eller en styrketest.  En ridehjelm bliver placeret mellem to metalplader og presset sammen med en kraft på op til 8,0 kN som er almindelig standard for ridehjelme. Denne form for test bliver ikke udført med en hovedmodel, og den er ikke beregnet til at simulere en rigtig ulykke i det virkelige liv,  mener Thomas O'Connor. 

En sidelæns crashtest bliver udført i et laboratorie. Billede: Connor et al. https://doi.org/10.3390/app10072623

Der er mange faktorer der spiller ind. Som det kunne ses i forsøget, havde det betydning for slaget hvilken del af hesten der ramte hovedet, men også vægten af hesten udgjorde en væsentlig faktor. Forsøget viste at en vægtforskel på 7,3 % mellem de to heste som blev brugt til forsøget, resulterede i 11,8 % forøget kraftpåvirkning ved slaget. Hestene i studiet var forholdsvis små, men mange sportsheste vejer omkring 500-600 kilo.  En lignende faldtest med et tungere dyr ville resultere i en langt større kraftpåvirkning. 

Forskerne mener, at de nuværende ridehjelme-test ikke kommer i nærheden af at simulere rigtige faldulykker, og de mener at fremtidige standard testmetoder bør have mere videnskabeligt grundlag for at være brugbare og sikre, at de fører til den ønskede sikkerhedsfunktion. 

Dette studie repræsenterer det første evidensbaserede arbejde, og kan medføre fremtidige ændringer i sikkerhedscertificering, og dermed sikre at fremtidige ridehjelme kan give den ønskede beskyttelse. 

Du kan læse mere om undersøgelsen her:  An Evidence Basis for Future Equestrian Helmet Lateral Crush Certification Tests. 

Læs meget mere om rideulykker og sikkerhed, i magasinet Ridehesten. Se en oversigt over artikler der omhandler emnet her.