Annika Knudsen Lorentsen
I weekenden inviterer Ringsted Sports Rideklub til Agria DRF Mesterskabsstævne for junior- og ungryttere, og her er tilmeldt 40 juniorryttere, samt 25 ungryttere bare i mesterskabsklasserne.
Derudover afvikles der sideløbende med mesterskaberne en række distrikts- og landsklasser ved stævnet, så her er der mulighed for mange at starte.
Hvem mon vinder medaljer?
Hos juniorrytterne er der som sagt hele 40 ekvipager til start og der er mange gode ekvipager i det store felt. Et godt bud på en kommende medaljetager er sidste års guldvinder Sara Aagaard Hyrm på den 13-årige Skovborgs Romadinov e. Blue Hors Romanov. Andre ryttere har vist storform over sommeren, heriblandt er den nyligt kårede Europamester for ponyryttere, samt Nordisk Mester for juniorer, Alexander Yde Helgstrand. Han stiller til start på Grevens Sa'Va' e. Blue Hors Soprano/Blue Hors Romancier, som netop var hesten han vandt guld på ved nordisk.
Derudover kunne gode bud på medaljetagere være Anders Uve Sjøbeck Hoeck, som vandt sølv ved Nordisk Mesterskab eller Maria Mejlgaard Jensen der blev bedste dansker ved sommerens EM i Italien.
For ungrytternes vedkommende stiller sidste års bronzevinder Sara van Deurs Petersen til start, som desuden i år blev bedste dansker ved EM. Derudover er Sophia Ludvigsen, som i år har vundet ved guld ved Nordisk Mesterskab, også tilmeldt mesterskabet, ligesom et tredje bud på en medaljetager kunne være Celine Rørbæk Silfen, som endte lige efter Sara, som næstbedste dansker ved EM i år.
Foruden de nævnte ryttere er der mange andre ekvipager som har mulighed for at blande sig i medaljerækkerne. Det bliver spændende at følge ekvipagerne, som rider den første afdeling på fredag.
Se startlister her.