Hvem skal hædres med Lis Hartels mindepris?

06-03-2013 14:34

Til juni uddeles Lis Hartels mindepris for femte gang i forbindelse med danmarksmesterskaberne i dressur. 1. maj 2013 er sidste frist for at indstille potentielle prismodtagere

Copyright Ridehesten.com
Lis Hartel og Jubilee. (Foto: pressemeddelelse)

Lis Hartels mindepris uddeles hvert andet år til en person, dressurrytter, handicaprytter eller forening, der har gjort en ekstraordinær indsats for dressursporten i Danmark. 

Stutteriejere og OL-ryttere
Tidligere vindere af prisen tæller personer som paradressurholdleder Lis Lihme fra Næstved, Danmarks gennem tiderne mest vindende dressurrytter, Anne Grethe Törnblad, ejeren af stutteri Blue Hors, Kjeld Kirk Kristiansen, samt Anne og Frederik Lütken fra Broholm Gods, der blev hædret for deres utrættelige arbejde med at arrangere og lægge arealer til danmarksmesterskaberne i dressur.

Hvem skal have prisen i år?
Nu er jagten gået ind på at finde den næste i rækken af prismodtagere. Dressurens Venner har allerede modtaget de første forslag til kandidater, men tager gerne imod endnu flere bud på egnede prismodtagere inden 1. maj.
- Formålet er at støtte dressursporten i Danmark med en personlig støtte til en person, en forening eller en organisation, der gennem flere år har gjort noget særligt for dressursporten, siger sekretariatsleder Tove Højergaard fra Dressurens Venner.

25.000 kr.
Mindeprisen består af to dele. Ud over en vandrepræmie følger et støttebeløb på 25.000 kr. fra Dressurens Venner. Prisen uddeles til juni i forbindelse med DM på Broholm.
Mindeprisen er indstiftet i samarbejde med familien Hartel-Siesbye for at sikre, at Lis Hartels engagement for dansk dressursport vil blive erindret fremover.

Indstil kandidater via hjemmesiden
Læs mere om prisen på www.dressurensvenner.dk. Her findes også et ansøgningsskema, der skal udfyldes og indsendes inden 1. maj 2013.

Kilde: Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner