Hubertusjagt i Dyrehaven

22-10-2015 12:04

Britt Carlsen

Søndag den 1. november rider ca. 160 ryttere den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven. Det har ryttere gjort hver den 1. søndag i november siden år 1900, dog med enkelte undtagelser under 2. verdenskrig

Copyright Ridehesten.com

Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforce-jagter, som Dyrehaven oprindeligt er anlagt til. Her lod man hunde støve ræven op, og feltet fulgte hunde og ræv. I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af to ”forlorne” ræve i form af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde ridejakker. I år vil Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen, samt deres børn overvære Hubertusjagten

Dyrehaven nu UNESCOs verdensarv
Parforcejagter er den direkte anledning til, at Dyrehaven i 2015 er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Grunden er det enestående stjerneformede stisystem, som blev anlagt i 1680’erne af Christian V med det formål, at kongen kunne have udsyn over vildt, hunde og jægere i forbindelse med parforcejagter.
Ved Eremitage slottet bliver der også speaket og informeret om dagens forløb. Jagten er 11 km lang med 32 forhindringer. Folder med ruten uddeles ved alle de røde låger ind til Dyrehaven. Man kan også se den på www.hubertusjagt.dk
For jagtrytterne er Hubertusjagten afslutningen på en sæson, som er startet i begyndelsen af april med jagter i Dyrehaven, i de Sjællandske skove og godser, samt tre jagter i Tyskland i september måned, i alt 24 jagter. 
Hubertusjagten adskiller sig fra de andre jagter bl.a., fordi der er opløb efter jagten. Kun 30 ryttere i det store felt kan kvalificere sig til opløbet efter selve jagten. I ponyfeltet må alle ryttere som har fuldført 5 jagter ride opløb. 
Efter opløbet hyldes vinderne, og der er præmieoverrækkelse på trappen foran slottet. Vinderen af det store felt får overrakt Hans Kongelige Højhed Prins Henriks ærespræmie, som i år overrækkes af Hendes Kongelige højhed Kronprinsessen
Vinderen bliver desuden fejret ved en stor galla fest om aftenen med traditionelle ceremonier på den Kongelige Skydebane Sølyst i Klampenborg.

Copyright Ridehesten.com
Hubertus plakat, malet af Jeppe Eisner, repræsenterende Sportsrideklubbens Hubertusjagt, der starter ved Peter Lieps Hus, Klampenborg Galopbane, der afholder årets sidste løb og Malere Jeppe Eisner , der har fernisering den dag.

Fra Eremitageslottet speakes der under hele jagten, så alle tilskuere kan følge med i feltets færden, og samtidig blive beriget med lidt historie om Dyrehaven og jagtridning. 

Hubertusjagten har også udviklet sig til en tradition for de op til 40.000 tilskuere, som møder op og følger rytternes tur over stok og sten. Ikke mindst udspringet i Magasindammen og opløbet, som har mål ved det historiske Eremitageslot, er trækplastre.
Hubertusjagten arrangeres af Sportsrideklubbens jagtledelse, som også rider officialposterne. I år rider Chris Winther og Henrik Friis ræve, hovedmaster er Mette Kaufmann og sidemastere er Erik Laub og May-Britt Kattrup.
For ponyerne rider Katja Andersen master. 
For mere info se Sportsrideklubbens hjemmeside:  www.sprjagt.dk

Copyright Ridehesten.com
Jagten starter kl. 10.00 ved Peter Lieps Hus.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner