Merete Haahr
Når hopperne kommunikerer mere med føllene, øges chancerne for føllets overlevelse, og de akustiske signaler, der udveksles mellem hopper og føl bruges gennem hele føllets opvækst. Det viser undersøgelser af vilde heste i USA.
Nyt studie i kommunikation
To amerikanske forskere, Cassandra Nunez fra The University of Tennessee Health Science Center og Daniel Rubenstein fra Princeton University i New Jersey, har i april 2020 offentliggjort et studie af en flok vilde heste. Studiet giver en bedre forståelse af kommunikationen mellem hoppe og føl og belyser, hvornår, hvordan og hvorfor henholdsvis hopper og føl bruger akustiske lydsignaler igennem hele føllets opvækst. Ifølge Cassandra Nunez har tidligere undersøgelser af pattedyr vist, at tidlig fravænning bevirker en stigning i angst og aggression. Det giver dårligere moderegenskaber hos det voksne dyr, og det er påvist, at der er en sammenhæng mellem den tidlige tilknytning og afkommets succes senere i livet.
Studier af vilde heste
For at forstå betydningen af hopper og føls kommunikation har de to amerikanske forskere studeret en gruppe vilde heste, der levede på et stort naturareal i North Carolina, USA. Vilde heste lever oftest i sociale og sammenhængende grupper bestående af en hingst, flere hopper og deres afkom. Flokkene er som regel stabile med meget få ændringer over tid. Hopper er tilknyttet gruppen det meste af deres voksne liv, og unghestene forlader først gruppen, når de er 4-6 år gamle.
34 hopper og deres 45 føl blev observeret over en periode på tre år. 18 af hopperne blev fulgt i flere år, mens de havde forskellige føl. 13 ud af de 45 føl døde i løbet af studiet. Hestene blev observeret konstant i 15 minutter ad gangen, og forskerne noterede henholdsvis hoppens eller føllets adfærd hvert femte minut. Forskellene i de signaler, som hopper og føl brugte til at tage initiativ til kommunikation, blev undersøgt, og forskerne optog 956 forskellige kommunikationer i løbet af det første år af føllets udvikling. Det blev noteret, hvorvidt det var hoppen eller føllet, der tog initiativ til kommunikationen, hvilket lydsignal der blev brugt, og efterfølgende hvilket udfald kommunikationen havde. Forskerne undersøgte også afstanden mellem hoppe og føl for at se, om kommunikationen resulterede i en mindre afstand mellem hoppe og føl, om det forøgede afstanden, eller om det resulterede i dieadfærd. Hoppernes fysiske form blev også målt, idet en hoppe i bedre form ville kunne give bedre næring og beskyttelse til føllet.
Forskel på kommunikationens funktion
Samlet set indikerede resultaterne en vigtig forskel på, om det var hoppen eller føllet, der påbegyndte kommunikation. I 51% af tilfældene var det føllene, der startede, mens det hos 49% var hoppen, som tog initiativ til kommunikationen. Hoppen balancerede opmærksomheden omkring føllet for gradvist at give føllet mere selvstændighed.
Cassandra Nunez forklarer i rapporten, hvordan hopper havde kontakt med deres føl, selv når føllet var i nærheden, og de kommunikerede hele tiden deres position til føllet. Det betød, at føllet kunne gå lidt længere væk for at gå på opdagelse i miljøet og socialisere sig med andre medlemmer i flokken. Føllene brugte selv kommunikation for at komme tæt på mor og få mælk.
– Det tyder på, at funktionen af føllenes kommunikation er at opnå sikkerhed og få tilstrækkelig næring, siger Cassandra Nunez.
Brugen af akustiske signaler
Forskerne undersøgte tre forskellige akustiske signaler hos hestene: prusten, hvinen og vrinsken.
Hopperne var mere tilbøjelige til at bruge prusten, som er den blødeste form for kommunikation. De yngste føl brugte ofte en højere form for kald end deres mødre, og det var hovedsageligt vrinsken og i mindre omfang hvinen. Studiet viste senere, at jo ældre føllene blev, jo mere tilbøjelige var de til at bruge prusten. Der var ingen forskel på føllets køn eller hoppens alder, i forhold til om de brugte prusten som kommunikation.
I rapporten beskriver forskerne, hvordan hopperne havde en tendens til at starte kommunikation, når der var kortere distance mellem føl og hopper, end hvad man så hos føllene. Hopperne brugte ofte hvinen på kortere afstande, i modsætning til føllene. Sandsynligheden for, at hoppen brugte vrinsken til at starte en kommunikation, var konstant igennem hele føllets opvækst, mens sandsynligheden for, at føllet brugte vrinsken til at starte en kommunikation, blev mindre, jo ældre føllet blev. Hoppens brug af signaler afhang af hendes sindstilstand, noget der overraskede forskerne. Hvis hun blev urolig, når føllet ikke hørte efter, og prusten ikke var tilstrækkeligt, så måtte hun bruge en højere vrinsken for at opnå kontakt til føllet.
Kommunikationens betydning for føllets overlevelse
Undersøgelsen viste, at føllene havde større sandsynlighed for at overleve, hvis deres mødre ofte tog initiativ til kommunikation i løbet af de første 10 uger efter fødslen. Jo mere hoppen ”talte” til føllet, specielt i løbet af de første 10 uger, jo større chance havde føllet for at overleve. Forskerne mener, at denne konstante lydkontakt tillod føllene at bevæge sig længere væk fra hoppen og udforske deres miljø, og samtidig socialisere sig med andre heste.
Modsat hvad forskerne forventede, havde kommunikationen ikke den samme effekt på føllets overlevelse, når føllet var mellem 10 og 20 uger gammelt.
Betydningen af hoppens kommunikative evner
– Det faktum, at føl af mere kommunikative hopper havde større chancer for at overleve, viser betydningen af hoppens kommunikative moderevner, forklarer Cassandra Nunez. Det viser, at kommunikation hos vilde heste er en mekanisme, som gør, at hopperne kan give føllene både uafhængighed og beskyttelse.
Overordnet viser studiet, at hoppens adfærd har større betydning for, om føllet overlever, end føllets egen adfærd har.
Læs hele studiet af Nuñez & Rubenstein: Communication is Key: Mother-Offspring Signaling Can Affect Behavioral Responses and Offspring Survival in Feral Horses (Equus caballus)
