Annika Knudsen Lorentsen
I sidste uge var det danske hold af Dansk Varmblodsheste til start ved UVM på Zangersheide, hvor der blev leveret mange flotte præstationer. Tre DV-heste kom i finalerne, samt en enkelt LU-registreret dansk hest.
De øvrige Dansk Varmblodsheste havde alle minimum en god runde, mens de fleste af dem havde flere både i kvalifikationsklasserne og B-finalerne.
– Der var ingen, der faldt igennem blandt de danske heste og vi viste et rigtig højt bundniveau, fortæller Bo K. Møller, som sammen med Kristian Skovrider og Jens Hellmers udgør Zangersheide-udvalget i Dansk Varmblod.
– De danske heste har kapacitet og rytterne rider det bedre og bedre, så selvom der måske ikke lige var en topresultat i finalerne, så er bundniveauet rigtig højt og meget højere end det var for år tilbage. Det er det, som vi skal arbejde videre på.
Der dukker flere og flere Dansk Varmblodsheste op på den internationale scene og det er positivt, at også udenlandske ryttere begynder at bemærke Danmark som en avlsnation indenfor springsporten.
– Du ser flere DV-heste ude i verden og generelt flere danskavlede heste. To af de heste vi havde på EM-holdet var avlet i Danmark, dog ikke registreret i DV, men i et andet avlsforbund, men det synes jeg da er positivt. Da jeg kom ind i avlsledelsen hørte jeg tit det med, at de danske ryttere ikke ville ride på danske heste, men det passer simpelthen ikke. Der bliver jo kun avlet omkring 500 springheste i DV om året og det er kun en del af dem, der er gode nok til topniveau, så derfor er man fortsat nødt til at købe ind udefra. Rytterne vil rigtig gerne ride på danske heste og det gør de også, og det er jo faktisk også nemmere at købe en dansk hest, som man måske har kunne følge lidt inden købet, fremfor en udenlandsk, man måske ved knap så meget om, forklarer Bo, som tror på, at den danske springavl er inde i en positiv udvikling.
De bedste DV-resultater ved UVM
Nedenfor har vi dannet et lille overblik over de bedste resultater fra A- og B-finalerne ved UVM fra Dansk Varmblodsheste.