Annika Knudsen Lorentsen
Contagio e. Colman/Lordanos er en 16-årig holstenerhingst, og han har de seneste år gået på allerhøjeste niveau med den 27-årige tyske springrytter Gerrit Nieberg. Sammen har de blandt andet vundet den 3* Grand Prix i Frankfurt tilbage i 2017 og ved Gerrtis Nations Cup-debut, ved Equitour-stævnet i Uggerhalne i 2018, var ekvipagen en stor del af den tyske Nations Cup-sejr, da de leverede to fejlfrie runder.
Ifølge den tyske side Equitaris var det egentligt planlagt at ekvipagen skulle ride en række stævner i år, men på grund af corona-pandemien, har man nu valgt at pensionere hingsten lidt tidligere end planlagt.
Fremover skal hingsten bruge al sin tid på at indgå i avlen. Gerrits far Lars Nieberg, som blandt andet har været med til at vinde OL holdguld to gange for Tyskland, opdagede hingsten da den var to år ved Holstener-hingstekåringen.
Contagio blev som ung først redet af Lars Nieberg selv, senere overtog hans anden søn Max hingsten, men da Max var i USA et par måneder, blev det Gerrit der overtog tøjlerne og de har siden haft det ene succesfulde ridt efter det andet.
Hingsten er allerede far til flere afkom som har gået i topsporten. Blandt andet Con-Taggio, som er redet af Bezzie Madden, Cessna som er redet af Eric Lamaze og Contagious, som er redet af McLain Ward. Og det er blot tre afkom blandt mange som har gået eller går på allerhøjeste internationale niveau.