Hingstekåring i Dansk Sports Ponyavl

25-02-2010 08:14
På lørdag den 27. februar fra kl. 8-17 har du chancen for at se fremtidens stjerner blandt Danmarks bedste sportsponyhingste og hædre Danmarks bedste sportsponyer i dressur, springning og military med deres talentfulde ryttere
Copyright Ridehesten.com
Årets Hingst 2009 blev den unge materialprøvevinder i dressur, Bonbon (Foto: Ridehesten.com).

Hingstekåringen foregår som tidligere år på Ikast Rideskole. Der er hård sortering i hvilke ponyhingste, der får lov at bedække hopper de kommende år, så i løbet af dagen vil nogle blive sorteret fra undervejs, inden bedækningstilladelserne gives i de forskellige aldersgrupper hen på eftermiddagen. Først skal de unge ponyhingste vises i løsspringning, senere bliver nogle mønstret udenfor på fast bund, og til sidst vises de bedste løse i ridehuset. 4-års og ældre hingste vises desuden under rytter i enten gangarter eller springning. Til allersidst løftes sløret for hvilken ponyhingst der tildeles den ærefulde titel ”Årets Hingst 2010”. Udover de 33 sportsponyhingste af fortrinsvis dansk, hollandsk og tysk oprindelse stiller også 3 OX arabere, en fuldblodshingst og 1 New Forest hingst til bedømmelse i Dansk Sports Ponyavl denne dag. I år er der særlig grund til at hædre nogle af de flotteste resultater, der er opnået i 2009 med en god håndfuld af de bedste danske ryttere og deres fantastiske DSP-ponyer, og derfor har bestyrelsen valgt at invitere 6 af disse til særlig hædring under hingstekåringen. Der er gratis adgang til DSP’s hingstekåring, og det er som altid muligt at købe sig underlag, skridttæppe, trøjer og meget mere med Dansk Sports Ponyavls flotte logo i salgsboden. Vel mødt til en af de allervigtigste begivenheder for nuværende eller kommende ponyavlere og andre, der bare elsker at se hvordan de smukke, velgående og velspringende ponyhingste dyster om dommernes og hoppeejernes gunst! Kilde: Dansk Sports Ponyavl.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner