Louise Kastrup Lindgaard
“Det er livsfarligt for heste, at blive uanvendelighedsforsikret”. Så klare er ordene fra hestedyrlæge Nicolai Jarløv. Han er stifter og medejer af Hørsholm Hestepraksis. Herigennem er han stødt på rigtig mange heste, der er blevet kategoriseret som kronisk syge og derfor uanvendelige.
“Mange af disse skader kan være op til et år om at hele, men ejerne kan ikke tåle at vente så længe og presser derfor deres dyrlæge til at skrive en uanvendelighedsattest”, siger Nicolai Jarløv.
Det er skader som gaffelbåndsskader og sene- og ledbåndsskader i kodebøjningerne, der især er længe om at hele. Og så peger han på de mange, mange “rygheste”, der dømmes ude på grund af rygproblemer.
“Jeg har ikke evidens for at sige følgende, men mit estimat er, at i cirka 70 procent af tilfældene er det dårligt horsemanship, der er grunden til, at hesten står skadet”, fortæller Nicolai Jarløv.
Enormt dyrt at have hest
Hos forsikringsselskabet Kongeriget Danmarks Hesteforsikring (KDH) ser man også den samme historik gentage sig.
“Det er enormt dyrt at have hest, så mange ryttere er af den opfattelse, at hvis man har købt en hest til 80.000 kroner, så skal den præstere fra dag ét”, siger daglig leder af KDH Annette Vilandt Tinning. “Og det kan være med til at skabe skader, fordi hesten ikke får tid til at omstille sig til den nye ridestil og tiden til almindeligt management bliver måske ofte sat lidt over styr”.
Annette Vilandt Tinning peger på, at de ofte oplever, at ryttere rider på deres nye hest i seks måneder og så går den i stykker.
“Vi oplever så, at folk i stedet for at give hesten tid, prøver at træne sig ud af problemerne, fordi man gerne vil have noget for sine penge. Så måden vi har hest på, er nok ikke altid på hestens tarv”.
Hesten skal ikke bare stå
Det handler altså ofte om økonomi, når ejeren presser på, for at få sin hest gjort uanvendelig.
“Det er jo især mellemklassehestene, der er forsikret for 50.000,- kroner, der ikke får chancen for at komme sig. Driftsudgifterne pr måned er jo høje, især her i Københavnsområdet, og derfor ønsker man ikke, at hesten “bare” skal stå, når det ikke er en dyrere hest”, siger Nicolai Jarløv. “Motivationen er jo langt højere for at få en dyr hest ud at gå igen. Og iøvrigt er de jo slet ikke forsikrede, for det kan ikke betale sig. Men vi ser jo ofte at tophestene er ude i 1-2 år og så vender tilbage, fordi de har fået tid til at rehabiliteres”.
22 ud af 23 tilbage i sporten
I Sverige har to af de store svenske forsikringsselskaber gået ind i uanvendelighedsproblematikken, da man også her har kunnet se en øgning i de heste, der blev erklæret kronisk syge efter kort tids skadespause.
Forsikringsselskabet Agria startede projektet “Himlen må vente” (Himlen får vänta), på baggrund af, at det lyste igennem på flere skadesanmeldelser, at hestene nok ikke var så skadede, at de ikke ville kunne bruges i fremtiden. Man mente altså at en del heste blev altså dømt til aflivning helt unødvendigt.
“Det var meget diffuse skader - halthed, rygsymptomer og forstyrrelser i bevægeapperatet. Når vi læste mellem linjerne, virkede det nu mere som om, at det var et rideproblem”, fortæller chefveterinær i forsikringsselskabet Charlie Lindberg.
Derfor valgte man at udvælge 23 heste ud af de mange indberetninger og købte dem fri, for at se, om de nu virkelig var uanvendelige eller om det var muligt, at de ved at få tid og ro kunne komme tilbage i sporten.
Ud af de 23 heste er 22 heste tilbage i sporten.
“Det er mega skræmmende tal”, siger dyrlæge Nicolai Jarløv, “men det er en meget tung proces at råbe dyrlæger og forsikringsselskaber op. Det er altid svært at tage diskussionen med dyrlægerne, for de bliver ramt på deres faglighed, ved at skulle gå tilbage og vurdere sagen igen”.
Rygstød til dyrlægerne
Det har det svenske projekt prøvet at gøre op med, ved at give dyrlægerne mulighed for at bruge resultaterne fra projektet som rygstød, når klienterne har presset på. Men også her forstår man det pres, som dyrlægerne ofte er under.
“Konkurrencen er hård blandt dyrlægerne. Der er mange om budet og hesteejerne kører gerne deres heste rundt til forskellige klinikker, indtil de finder en dyrlæge, der vil skrive under på en skadesanmeldelse”, fortæller Charlie Lindberg.
Hos KDH vil de gerne bakke op om et lignende rygstød, forstået på den måde, at de gerne vil stille sig til rådighed for dyrlægerne, så det ikke er dyrlægerne alene, der træffer afgørelserne, men kan tage trykket lidt af skuldrene, ved at konsultere en af forsikringsselskabets eksperter.
“Dyrlægerne skal jo sætte hælene i jorden, men jeg er også klar over, at de har et ry de skal pleje og vil jo ofte gerne undgå en konflikt med hesteejeren”, siger Annette Vilandt Tinning. “Så det er en hårfin balance. Men vi er meget åbne for at dyrlægerne kontakter os, og så kan vi jo gå i dialog med forsikringstageren. Det kan være med til at lette presset på dyrlægerne og de slipper for at være en lus mellem to negle”.
Manglende forskning i skader
Men et er at ejerne ofte lægger pres på, for at få deres hest erklæret uanvendelig. Noget andet er de prognoser, dyrlægerne kan give for, hvorvidt hesten kommer sig eller ej. Her er der huller og det er både dyrlæger og forsikringsselskab klar over.
Nicolai Jarløv peger på, at der rent videnskabeligt er lavet forsvindende lidt forskning i rehabilitering og rekonvalescens.
“Vi oplever jo, at hopper, der på grund af en kronisk skade, har gået som følhopper, kommer tilbage i sporten, fordi de har haft tiden til at hele. Så jeg mener, at kronisitetsbegrebet er blevet udvandet”.
Hos KDH erkender man også, at så længe at prognoser er lidt svævende og evidensen så forholdsvis begrænset, mangler de gode argumenter for at få hesteejerne til at lade deres heste få den tid, der skal til. For hvor længe er den tid? Og hvor dyrt bliver det, at lade hesten stå? Det er svært, når det koster.
“Det er klart, at hvis vi har en ejer, der gang på gang vender tilbage med skadede heste, så går vi ind og kigger på det, mens ellers er vi faktisk milde, når vi kigger på attesten”, siger Annette Vilandt.
Hesterefugie
Jarløv forstår faktisk ikke, at forsikringsselskaberne ikke er gået sammen og har oprettet centre, hvor hestene kan rehabiliteres. På spørgsmålet om, hvorvidt det er et spørgsmål om penge, svarer han nej.
“Der bliver udbetalt heste for et tre-cifret millionbeløb i Danmark, så det er ikke pengene, der er problemet”, siger han og fortsætter, “Det ville jo ikke være et spørgsmål om, at hestene skulle børstes på hver dag. Det ville være et spørgsmål om at give dem tid og ro til at komme sig”.
Det er man ikke afvisende overfor hos KDH og har allerede leget lidt med tanken, men tallene ser noget anderledes ud i Danmark i forhold til Sverige. I Sverige er næsten 90% af alle dyr forsikret. I Danmark er det cirka 10 procent af de 170.000 heste, der findes, der er forsikret. Så grundlaget for et refugie er væsentligt færre i Danmark end i Sverige og spørgsmålet er så, om det overhovedet kan hænge sammen.
“Der er også spørgsmålet om, hvordan det skal gøres? Køber forsikringsselskabet hesten af rytteren, for så at kunne sælge den videre, når den bliver rask? Hvem har egentlig retten til hesten og hvordan vil man skulle gøre det rent praktisk?”, spørger Annette Vilandt Tinning.
“Det her må være et opråb til hesteejerne om at være opmærksomme på, hvordan deres heste reagerer. Hvis der er noget, den ikke vil, så skal alarmklokkerne gå af. Det gælder i sidste ende om at kende sin hest”, siger Annette Vilandt og Nicolai Jarløv slutter “Ja, og det handler i høj grad om, at himlen skal vente”.
Artiklen har tidligere været offentliggjort i Hestemagasinet og på everhorse.dk
